Bruce “The Boss” Springsteen er bedst kendt for sine 21 storsælgende studiealbums, der strækker sig over en imponerende 60-årig karriere som aktiv musiker.
Siden 1965 har han spillet næsten 3.000 livekoncerter (mange af dem 3-4 timer lange) over hele verden for millioner af begejstrede fans. De fleste kender hans bombastiske rocksange som Born in the USA, Dancing in the Dark, Born to Run, Hungry Heart og The Rising.
Men hans mest sjælfulde album, det akustisk nedbarberede, dystre og næsten dystopiske Nebraska (1982), var måske det, der betød mest for ham personligt – og som i sidste ende førte ham ind på vejen til legendestatus.
Sidste efterår kom den overraskende nyhed, at den amerikanske instruktør Scott Cooper (Crazy Heart) arbejdede på et filmmanuskript til Deliver Me From Nowhere; baseret på Warren Zanes’ bog Deliver Me From Nowhere: The Making of Bruce Springsteen’s Nebraska (2023).
Fans af The Boss vil straks genkende tekstlinjen “Deliver Me From Nowhere” fra hans sang Open All Night fra Nebraska.
I forbindelse med filmen har Zane udtalt:
….it will be different from most biopics as it doesn’t start before success – it starts in the middle.
Filmen dykker dybt ned i den trange fødsel i Nebraska og Springsteens sindstilstand i begyndelsen af 1980’erne.
Kort tid efter blev det bekræftet, at Jeremy Allen White fra The Bear havde fået hovedrollen som Springsteen.

Den 31. oktober får filmen endelig premiere i biograferne her i Norden.
Vi har allerede set filmen og kan garantere, at musikfans, dramaelskere og cineaster (og audiofiler!) har noget at se frem til.
I denne uge frigav 20th Century Studios den seneste trailer:
Handlingen er centreret omkring et af de mest sagnomspundne albums i musikhistorien, et album, som Springsteen indspillede i sit soveværelse i Colts Neck NJ på en knirkende stol med sin 4-spors kassettebåndoptager, og som han planlagde at indspille i studiet med et helt band.
Men han fik det aldrig til at “fungere” i studiet med bandet, og Columbia Records endte i sidste ende (noget modvilligt) med at udgive råmaterialet.

Filmen er instrueret af Cooper selv og har et stjernespækket cast med Jeremy Strong (Succession) som Springsteens legendariske manager Jon Landau, Marc Maron som producer Chuck Plotkin, Johnny Cannizzaro som Little Steven, Gaby Hoffmann som Springsteens mor, Adele, og Stephen Graham (Adolescence) som Springsteens berygtede far, Doug Springsteen.
Efter megasuccesen Born to Run (1975), som etablerede Springsteen som en verdensberømt kunstner, og det rå rockalbum Darkness on the Edge of Town (1978), kom rockfesten The River (1980).
Verdensberømt, nyrig og enormt succesfuld satte The Boss den ene fod i jorden og begyndte at kigge i bakspejlet.
Lettere desillusioneret, fremmedgjort, tilbagetrukket og deprimeret låste Springsteen sig inde i sit soveværelse i Colts Neck og skrev en masse (meget) mørke numre.

Sange, der henvendte sig til den amerikanske underklasse, desillusionerede og desperate mennesker, denne gang ofte uden håb og fremtidsudsigter, og med tekster, der søgte en dybere mening med livet.
Et nedbarberet akustisk album, råt, autentisk, sårbart, nøgent og søgende.
The Boss begyndte med at grave i sagen om seriemorderen Charles Starkweather, som myrdede 11 tilfældige mennesker i 1958, samt inspiration fra sin egen fattige barndom med en totalt fraværende, alkoholiseret far.
They declared me unfit to live said into that great void my soul’d be hurled
They wanted to know why I did what I did
Well sir I guess there’s just a meanness in this world
Et musikalsk mesterværk var født!
Springsteen har selv været delvist involveret i filmprojektet og har udtalt sig til en Variety-podcast:
They pitched the idea, and I said, ‘It sounds like fun. It’s an interesting concept, because it’s only a couple of years out of my life. It’s ’81, ’82, and centred around the creation of that particular record while I was simultaneously recording ‘Born in the USA’ and also going through some personal difficulties that I’ve been living with my whole life. But it’s fantastic.















