Version 6.0 hedder Marshmallow

En ny Android-version er på vej. Tidligere var den bare kendt som Android M, men nu har den fået både navn og nummer.

Foto: Google

Google løftede sløret for Android M i forbindelse med Google I/O-udviklerkonferencen i slutningen af maj.

Siden er et par previews blevet sendt ud til udviklerne, men Google er nu nået til den tredje og sidste preview-version, som udviklere kan installere på Nexus-enheder, og derfor er den kommende Android-versions navn og nummer nu endelig blevet afsløret.

M kom til at stå for Marshmallow og ikke M&M’s, som mange vist havde håbet, og versionsnummeret har taget et tigerspring fra 5.1 og op til 6.0.

Foto: Google

Nyt i Android Marshmallow bliver blandt andet betalingsløsningen Android Pay, understøttelse af fingeraftrykscannere og USB-C samt en mere brugervenlig måde at administrere app-tilladelser.

Android Marshmallow bliver tilgængelig for forbrugerne i løbet af efteråret. Samtidig vil Google lancere to nye Nexus-smartphones – én med 5,7” skærm i samarbejde med Huawei og én med 5,2” skærm i samarbejde med LG, som også stod for sidste års Nexus 5.

Les videre
Exit mobile version