Sci-fi-smartband vil bruge din arm som skærm

Hvad siger du til et armbånd, der bruger din arm som touchskærm? Hvis svaret er "hold kæft - og tag mine penge," så har du muligheden for netop det.

Tablets er praktiske at betjene, men de fylder. Smart-ure er til gengæld kompakte og lige hånden. Men pladsen på den lille skærm er begrænset.

Men hvad nu, hvis man kunne have armbånd, der ved hjælp af en indbygget projektor og lidt smarte sensorer kunne bruge ens arm som skærm? Tænk at have alle normale tabletfunktioner tilgængelige direkte på huden.

Det er tanken bag projektet Cicret Bracelet, der nu kan ses i en reklamevideo, hvor brugerne klikker, scroller og bruger apps lystigt, mens de venter på toget, kører på cykel eller ligger i badekarret.

En lillebitte projektor og otte nærhedssensorer skal gøre din arm til en touchskærm.

Der findes en talemåde på internettet, der hedder “shut up and take my money!”. Og projektet Cicret Bracelet ligner en af disse “hold kæft, og lad mig nu betale”-teknologier. Hvilket er præcis, hvad folkene bag Cicret beder dig om! På deres hjemmeside beder de folk om at donere i alt en million Euro (7,5 mio. kr) for at gøre projektet til virkelighed.

Der er ikke tale om nogen Kickstarterkampagne, og hvis man sender penge, får man i første omgang ikke andet end en venlig tak fra Cicret. Men de lover, at de EUR 300.000 vil blive brugt til at udvikle den nødvendige app til alle platforme, og at de EUR 700.000 vil gøre et muligt at færdiggøre den første prototype på det smarte armbånd, så der en dag kan komme et virkeligt produkt ud af det. Indtil videre er 6 procent af beløbet indsamlet.

Sådan tænker folkene bag Cicret Brachelet sig teknologien. Hvis de får en million Euro foræret til udviklingen.

Cicret ser ud til at blive en selvstændig enhed, der kan fungere på samme måde som en tablet, men hvor “skærmen” udgøres af din arm. En lillebitte projektor projicerer billedet på armen, og otte nærhedssensorer opfanger dine fingerbevægelser, så armen kan fungere som touchskærm. Der skal angiveligt komme to versioner, med henholdsvis 16 og 32 GB lager, og armbåndet vil kunne fås i 10 farver. Hvis altså det bliver realiseret.

Les videre
Exit mobile version