Samsung opgiver sag mod Apple

Den koreanske elektronikgigant har ensidigt besluttet at opgive alle sager om fogedforbud mod Apple i Europa. Det sker på trods af, at Samsung netop har vundet afgørende sejr i amerikansk retssal.

Samsung har netop vundet et vigtigt slag i den store krig om patenter, som virksomheden er involveret i mod en af verdens andre store teknologi-virksomheder, Apple. For ganske kort tid siden afgjorde den samme amerikansk domstol, som i august måned ellers tilkendte Apple over en milliard dollars i erstatning fra Samsung, nemlig, at der ikke bliver noget salgsforbud mod Samsungs produkter på det amerikanske marked.

Godt nok har Samsung krænket Apples patenter, siger dommen, men det kan ikke dokumenteres, at det netop er funktioner eller designelementer baseret på disse patenter, som er årsagen til, at forbrugerne vælger at købe Samsungs produkter i butikkerne, og dermed er der intet grundlag for at blokere for salget af de 26 Samsung-produkter, som Apple havde forsøgt at få nedlagt forbud mod, argumenterer dommer Lucy Koh.

Overraskende skridt
Set i det lys er det derfor særdeles overraskende, at Samsung nu egenhændigt og ensidigt har besluttet at droppe alle sager om fogedforbud mod Apples produkter på det europæiske marked. Samsungs beslutning vedrører verserende retssager i Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Holland.

Det koreanske firma vil dog stadig forsøge at opnå erstatning i sager, hvor firmaet mener, at Apple har krænket Samsungs patenter.

I en pressemeddelelse forklarer Samsung den pludselige kovending således:

”Samsung har besluttet at trække vores påstande om fogedforbud mod Apple på baggrund af krænkelser af vores grundlæggende teknologiske patenter, som i øjeblikket verserer ved domstolene i Europa, tilbage. Dette sker med henblik på at beskytte forbrugernes mulighed for at vælge frit,” skriver den koreanske elektronikgigant og fortsætter:

”Vi mener klart, at det er bedre, når virksomheder konkurrerer retfærdigt i markedet snarere end i retten.”

Apple har endnu ikke kommenteret officielt på Samsungs beslutning. Vi følger historien her på lydogbillede.dk og opdaterer denne historie løbende.

Kilder:
The Verge
Bloomberg

Les videre
Exit mobile version