NYHED

Samsung går i flæsket på iPad Pro

Samsung Galaxy Tab S6 med S Pen er klar til at udfordre Apples dominans på markedet for tablets.

Har du en tablet? Så er det endog meget sandsynligt, at der er tale om en iPad. Uanset om børnene skiftes til at bruge den til spil, eller om du har købt en iPad Pro til mere professionel og kreativ brug.

Andre store elektronikproducenter har med utal af forskellige Android-tablets i årevis forsøgt at vriste tablet-markedet ud af Apples stærke fingre. Og nu gør Samsung endnu et hæderligt forsøg med Samsung Galaxy Tab S6, som er den koreanske elektronikgigants første tablet med med 7nm processor, fingeraftrykslæser i skærmen, dobbelt hovedkamera samt S Pen med Bluetooth og bevægelsessensor.

Galaxy Tab S6 afløser Tab S5e, som vi desværre aldrig nåede at teste, og kommer i det tidlige efterår.

Med højtopløst skærm, høj ydelse, S-Pen samt fire indbyggede højttalere og et tydeligt Apple-inspireret design, går Samsung Galaxy Tab S6 direkte efter dig, der ellers havde i tankerne at købe en iPad Pro. For præcis som Apples flagskibs-produkt er Galaxy Tab S6 et “værktøj til at kunne skabe og være kreative lige så snart inspirationen kommer,” som Samsung skriver i en pressemeddelelse.

(Foto: Samsung)

Med S Pen kan man ikke blot skrive og tegne på skærmen, men også f.eks. tage selfies eller optage video på afstand ved hjælp af S Pen Air actions. Håndskrevne noter i Samsung Notes kan desuden konverteres til digital tekst og eksporteres til eksempelvis Microsoft Word.

Ydelse og funktioner

Galaxy Tab S6 er Samsungs første tablet med indbygget fingeraftrykslæser i skærmen og er yderligere sikret med Samsungs sikkerhedsplatform Samsung Knox. Som en del af Samsungs Galaxy Ecosystem kan Galaxy Tab S6 blive centrum for hjemmets tilkoblede enheder med SmartThings, og med Bixby kan brugere kontrollere disse via stemmestyring.

Når det kommer til at spille et nyt spil eller binge tv-serier så giver Galaxy Tab S6 optimal oplevelse med sit 10.5” Super AMOLED-display kombineret med fire højttalere af AKG med Dolby Atmos, skriver Samsung i deres pressemeddelelse om den nye tablet.

(Foto: Samsung)

Pris og tilgængelighed

Som nævnt har Galaxy Tab S6 salgsstart i det tidlige efterår og kommer i farverne Mountain Gray, Cloud Blue og Rose Blush med en anbefalet pris på 5.999 kroner for WiFi-versionen og 6.499 kroner for modellen med 4G.

Tekniske specifikationer

Skærm: 10.5” WQXGA, Super AMOLED
Farver: Mountain Gray, Cloud Blue, Rose Blush
Dimensioner, Vægt: 244.5 x 159.5 ×5.7 mm, 420g
Kamera: 8 MP (front), 13 MP + 5 MP (bag)
Hukommelse + Lagring: 6GB + 128GB, MicroSD (Op til 1 TB)
Processor: 7nm 64-bit Octa-core processor (Max. 2.8 GHz + 2.4 GHz + 1.7 GHz)
Batteri Tablet: 7,040mAh, Hurtigladning. S Pen: 0.35mAh
Tilslutninger: Wi-Fi 802.11 a/b/g/n/ac 2.4G+5GHz, MIMO, Wi-Fi Direct, Bluetooth® 5.0
GPS: GPS + GLONASS, Beidou, Galileo
Sensorer: Optisk fingeraftrykslæser, Accelerometer, Gyro, Geomagnetisk, Hall, RGB Light
MIC: 2 MICs
Video: Optagelse: UHD 4K (3840×2160) @ 30fps Afspilning: UHD 8K (7680 x 4320) @30fps
Audio: 4 højttalere af AKG med Dolby Atmos®
Tilbehør: Book Cover Keyboard, Book Cover, POGO Charging Dock, S Pen

Les videre
Exit mobile version