Sådan siger Apple undskyld

I England har Apple tabt en retssag mod Samsung, som ifølge dommeren ikke har kopieret Apples design.

Dommeren tvang Apple til at undskylde offentligt over for Samsung, og det har Apple så gjort på firmaets engelske hjemmeside. Undskyldningen er at finde via et link allernederst på siden, men den er næppe helt så oprigtig, som dommeren – og sikkert også Samsung – kunne have ønsket sig. Faktisk minder tonen i undskyldningen mere om den, man ville forvente fra en skoledreng, der lige har givet en mindre elev tæv i skolegården og nu bliver tvunget til at sige, at det ikke var meningen.

Apple starter med at konstatere, at den engelske dommer har fastslået, at Galaxy Tab ikke bryder Apples patenter. Og dernæst citerer Apple et uddrag fra dommen, som dog stiller Apple i et langt bedre lys end Samsung:

“Apples design er slående på grund af sit ekstreme enkelhed. Generelt består det af udekorerede, plane flader med en plade af glas på forsiden helt ud til en meget tynd kant. Der er en skarp kant omkring randen og en kombination af kurver, både ved hjørnerne og siderne. Designet ligner et objekt den informerede bruger ønsker at samle op og holde i hånden. Det er et diskret, glat og enkelt produkt. Det er et cool design.”

Kort og godt er Samsung Galaxy Tab ikke cool nok til at være en kopi af iPad!

Og derefter fortsætter Apple ”undskyldningen” med at konstatere, at andre domstole i både USA og Tyskland er nået frem til andre konklusioner omkring Samsungs brud på Apples patenter.

Så kan de lære det!

Kilde: 9to5mac.com

Les videre
Exit mobile version