RedMagic 11 Pro lanceret i Kina

Kinesiske RedMagic har præsenteret sin nye gaming-smartphone i hjemlandet. 11 Pro-serien kombinerer dual væske- og luftkøling med et design, hvor kølesystemet er synligt gennem bagpanelet.

RedMagic 11 Pro

(Illustration: RedMagic)

RedMagic lancerede i dag sin 11 Pro-serie i Kina. Serien består af RedMagic 11 Pro og 11 Pro+, og begge gaming-smartphones er udstyret med det dual væske- og luftkølesystem, som vi tidligere har beskrevet. Den primære forskel mellem de to modeller ligger i lagerkonfigurationerne og farvevalgene.

Læs også Nyhed: RedMagic 11 Pro: Aktiv væske-køling holder mobilen kølig Med RedMagic 11 Pro har kineserne løst noget, som mange troede var umuligt - aktiv væskekøling i en vandtæt mobiltelefon. Det kan give endnu mere rå ydelse.

Synlig væskekøling som designelement

Hvor væskekølingsteknologien i sig selv er innovativ, har RedMagic taget konceptet et skridt videre ved at gøre kølesystemet synligt. På bagsiden af mobilen sidder en gennemsigtig blå ring, der roterer, når systemet er aktiveret. Designet kombinerer blanke og matte overflader og har ingen kamerabump, hvilket er karakteristisk for RedMagics flade design.

Væskekølingen fungerer ved hjælp af en miniaturepumpe på kun 0,85 mm, der cirkulerer kølevæske gennem ekstremt smalle kanaler. Pumpen arbejder sammen med en indbygget blæser, der roterer ved 24.000 omdrejninger i minuttet, et stort fordampningskammer samt flydende metal til at fordele varmen. Kombinationen øger køleeffektiviteten med 50 procent sammenlignet med almindelig passiv køling, lover RedMagic.

11 Pro-serien er IP68-certificeret trods den aktive køling. RedMagic har brugt en forsegling på mikroniveau, der tillader luft, men ikke væske at trænge igennem, samt vandafvisende belægninger på følsomme dele.

(Illustration: RedMagic)

Snapdragon 8 Elite og 8.000 mAh batteri

Under skærmen sidder Qualcomms Snapdragon 8 Elite Gen 5-processor kombineret med LPDDR5T RAM og UFS 4.1 PRO-lager. RedMagic oplyser, at mobilen scorer over 4,3 millioner point i AnTuTu-benchmark. I praksis skal titler som Honkai: Star Rail kunne køre ved 60 fps på maksimale grafikindstillinger, mens Wuthering Waves kører ved 90 fps på ultra-indstillinger, lover kineserne. Hvis det passer, er det ret vildt …

Ultra Graphics Engine 3.0 arbejder sammen med RedMagics egenudviklede RedCore R4-chip for at opskalere over 200 spil til 2K-opløsning ved 144 Hz. Derudover understøtter enkelte titler som Arena Breakout ray tracing på hele kortet.

Batteriet er på 8.000 mAh og understøtter 120 watt kablet opladning samt 80 watt trådløs opladning. RedMagic opgør batterikapaciteten til 13 timers MOBA-gameplay ved fuld billedhastighed og 10 timers skydespil. Bypass-opladning gør det muligt at spille, mens mobilen oplader, uden at påvirke batteriets levetid, loves vi.

Skærm uden notch

11 Pro-serien bruger RedMagics Full-Screen 2.0-teknologi, der opnår en skærm-til-krop-ratio på 95,3 procent uden notch eller hul til frontkameraet. Skærmen bruger nye lysemitterende materialer fra BOE, som ifølge RedMagic reducerer strømforbruget med 10 procent og forlænger levetiden med 30 procent.

Opløsningen er 2.688 x 1.216 pixel med en opdateringshastighed på 144 Hz. Star Shield Eye Protection 2.0 bruger AI-baseret ambient lyssensor til dynamisk at justere lysstyrke og farvetemperatur under længere gaming-sessioner.

(Illustration: RedMagic)

Touch og kontrol

RedMagic har integreret et nyt Synaptics touch-chip med 3.000 Hz øjeblikkelig touch-samplingrate og 360 Hz fuldskærms-samplingrate. Systemet arbejder sammen med MagicTouch 3.0 for at forhindre fejlberøringer og sikre hurtig respons, også ved svedte fingre.

Skuldertasterne kører ved 520 Hz, hvilket skulle give respons på millisekund-niveau. Det store berøringsområde kombineret med anti-sved-algoritmer skal sikre præcis input. Mobilen understøtter også våd-hånd touch og debuterer med 3D ultrasonisk fingeraftryksoplåsning.

RedMagic oplyser, at 11 Pro er godkendt som officiel enhed til professionelle esport-turneringer, herunder Arena Breakout og League of Legends Mobile.

AI-funktioner og kamera

RedMagic OS 11 inkluderer AI-assistenten MORA, der i den kinesiske version tilbyder funktioner som intelligent beskedgenerering, objektgenkendelse via kameraet og skærmsøgning. Under gameplay fungerer en Personal AI Coach, der giver realtidsanalyse og strategisk vejledning.

Kameraopsætningen består af dual 50 Mp hovedkameraer, som ifølge RedMagic leverer flagship-niveau billeder. AI-funktioner som Object Removal og Image Expansion er inkluderet. For streamere understøtter mobilen kablet og trådløs 8K ved 60 Hz samt 4K ved 144 Hz output med uafhængig audio-video kontrol.

Læs også TEST: Asus ROG Phone 9 Pro Edition Traditionen tro rydder Asus bordet for hastighedsrekorder med ROG Phone 9. Så hvis fart er spørgsmålet, er ROG Phone 9 svaret.

Pris og tilgængelighed

RedMagic 11 Pro-serien er tilgængelig i Kina fra d. 17. oktober. Priserne starter ved 4.999 RMB (cirka 5.100 kroner) for modellen med 12 GB RAM og 256 GB lager. RedMagic 11 Pro+ med 16 GB RAM og 512 GB lager koster 6.499 RMB (cirka 6.600 kroner).

Global lancering af RedMagic 11 Pro annonceres d. 3. november via redmagic.gg. Danske priser er endnu ikke bekræftet, men mobilen vil blive tilgængelig herhjemme via RedMagics webside, og der er et testeksemplar på vej til redaktionen fra Kina!

Læs videre
Exit mobile version