Nyhed

Prisbillig Huawei med kæmpe skærm

Ny begyndermodel i Huaweis P-serie tager kampen op mod Motorola One.

(Foto: Producent)

Man skal nok ikke lægge for meget i, at den tidligere danske direktør for Huaweis mobiltelefon-forretning, Thor Gøtz, i dag arbejder for Lenovo og på deres vegne står i spidsen for at genintroducere Motorola-mobiler på det danske marked.

Men kendsgerningen er, at den nye Huawei P Smart 2019 til 1.899 kroner både med hensyn til pris og specifikationer bliver en skarp konkurrent til Motorola One til knap 2.000 kroner.

Huawei P Smart 2019 – specifikationer

Den nye smartphone fra Huawei har dog på flere punkter bedre specifikationer end konkurrenten fra Motorola.

Skærmen er på 6,21” (mod 5,9”) med en opløsning på 2340 x 1080 pixels og en pixeltæthed på hæderlige 415 ppi (mod blot 287 ppi på Motorola One).

Med en større skærm har telefonen også brug for et større batteri – 3400 mAh mod 3000 mAh – mens begge telefoner har hele 64 GB indbygget lager og kameraer på hhv. 13 MP + 2 MP samt 8 MP på hhv. bag- og forside. Hovedkameraet på Huawei P Smart 2019 er med et blændetal på f/1,8 dog mere lysstærkt.

Bag skærmen gemmer Huaweis nye mobil på et Kirin 710 chipset og Huaweis egen version af Android-styresystemet med brugergrænsefladen EMUI i version 9.0.

Huawei P Smart 2019 er ude i butikkerne nu. Foto: Huawei

Beregnet til unge mennesker

Vægten er lagt på funktioner til yngre mennesker, fortæller Huawei i deres pressemeddelelse.

Bl.a. kan 8 MP-kameraet på forsiden via kunstig intelligens genkende, hvad der er i baggrunden, når man tager en selfie – og på den måde optimere det endelige resultat, allerede inden man har taget det, siger den kinesiske mobilproducent.

Samtidig kan P Smart 2019 tage “gesture shots”, som er selfies, der udløses ved en bevægelse med hånden foran kameraet.

 

Pris, farver og tilgængelighed

Smart P 2019 får som nævnt en vejledende udsalgspris på 1.899 kroner. I Danmark kan smartphonen fås i farverne “Midnight Black” og “Aurora Blue”.

Mobilen er i salg nu hos Elgiganten og Power og kommer til de øvrige forhandlere i løbet af Q2.

Les videre
Exit mobile version