OnePlus lancerer tre nye produkter til de prisbevidste

OnePlus sender budget-flagskibet OnePlus 15R, mellemklassetabletten OnePlus Pad Go 2 og det billige smartwatch OnePlus Watch Lite på markedet lige før jul.

OnePlus 15R

(Foto: OnePlus)

De tre nye OnePlus-produkter har fokus på batterilevetid, mobilitet og prisvenlig sundhedssporing. OnePlus 15R prioriterer gaming-ydeevne og lang driftstid over kamerafunktioner, mens mellemklassetabletten OnePlus Pad Go 2 kommer med 5G og integreret stylus til produktivt arbejde på farten.

Det smarte OnePlus Watch Lite skal levere præcis træningssporing uden den høje pris, der normalt følger med.

Den kinesiske producent planlægger at lancere de nye enheder den 17. december. OnePlus 15R og Pad Go 2 bliver tilgængelige i Europa, Indien og Nordamerika, mens Watch Lite kun kommer på det europæiske marked.

Læs også TEST: OnePlus 15 OnePlus 15 leverer ekstrem ydeevne, kæmpe batteri og lynhurtig opladning - men kameraet og især det fraværende Hasselblad-samarbejde trækker lidt ned.

OnePlus 15R

OnePlus 15R er den anden model i OnePlus 15-serien og forventes at blive udstyret med Qualcomms Snapdragon 8 Elite-processor. Det er samme chipset som den dyrere OnePlus 15, så vi kan forvente fuld ydeevne til grafisk krævende spil, men til en markant lavere pris.

Batteriet forventes at lande på 7.800 mAh, som tilmed er større end de 7.300 mAh i OnePlus 15. Med 120 watt kablet hurtigopladning kan mobilen være særligt interessant for brugere, der spiller meget eller bruger mobilen intensivt i løbet af dagen. Skærmen får formentlig 165 Hz opdateringshastighed, hvilket gør animationer og gaming mere flydende.

Læs også Nyhed: Endelig Android 16 til Oppo- og OnePlus-mobiler Masser af mobiltelefoner får opdateret OxygenOS og ColorOS, og vi har listen.

Kameraet bliver derimod en mere simpel affære. Opsætningen forventes at bestå af et hovedkamera og et ultravidvinkelkamera uden teleobjektiv. Ergo må man undvære optisk zoom, så brugere der tager mange billeder på afstand må kigge andre steder hen.

OnePlus har fjernet den traditionelle Alert Slider og erstattet den med Plus Key, en knap dedikeret til AI-funktioner. Brugeren kan trykke på knappen eller swipe med tre fingre for at gemme information i systemets Mind Space.

OnePlus 15R vil kunne fås i farverne Charcoal Black og Mint Breeze.

Læs også TEST: OnePlus Pad 3 OnePlus Pad 3 er ikke bare en af de bedste Android-tablets til dato - det er måske den første, der for alvor kan udfordre iPad Pro.

OnePlus Pad Go 2

OnePlus Pad Go 2 sigter mod mellemklassesegmentet med en anti-refleksskærm, der skal sikre god læsbarhed i skarpt lys. Det kan være en fordel ved brug udendørs eller i lokaler med mange vinduer. Tabletten lanceres efter alt at dømme i farverne Shadow Black og Lavender Drift.

Shadow Black bliver den første OnePlus-tablet med 5G, hvilket giver mulighed for at arbejde eller streame undervejs uden Wi-Fi. Lavender Drift-varianten forventes kun at komme med Wi-Fi.

Den væsentligste nyhed er OnePlus Pad Go 2 Stylo, den første integrerede stylus i Pad Go-serien. Hvis pennen kan opbevares i selve tabletten, som ordet “integreret” antyder, slipper brugeren for at huske et separat tilbehør. Det kan gøre det nemmere at tage håndskrevne noter eller arbejde kreativt på farten.

OnePlus har ikke oplyst processor eller skærmopløsning. Der er forventninger om et mellemklasse-chipset, formentlig fra Snapdragon 7-serien eller MediaTek Dimensity-serien.

Læs også TEST: OnePlus Watch 3 OnePlus Watch 3 er kinesernes bedste smart-ur til dato.

OnePlus Watch Lite

OnePlus Watch Lite lanceres kun i Europa i farven Silver Steel. Uret skal levere avancerede sundheds- og fitnessfunktioner til en overkommelig pris.

For at holde prisen nede forventes Watch Lite at køre på et Real-Time Operating System (RTOS) i stedet for Wear OS. Det betyder formentlig ingen tredjepartsapps, Google Assistant eller Google Wallet, men til gengæld længere batterilevetid. Tidligere OnePlus-ure med RTOS har kunnet holde op til 14 dage mellem opladninger.

Sundhedsfunktionerne forventes at omfatte optisk pulsmåler, blodiltmåling, gyroskop, accelerometer og multisystem GPS. Uret bliver formentlig ultra-tyndt med en tykkelse på omkring 8,9 mm.

Pris og tilgængelighed

Som nævnt lanceres alle tre produkter officielt den 17. december. OnePlus har ikke oplyst europæiske priser. Flere detaljer om specifikationer og priser ventes i løbet af de kommende uger.

Læs videre
Exit mobile version