De fleste moderne topmobiler har batterier på mellem 5.000 og 6.000 mAh. OnePlus 15R, der kan forudbestilles fra i dag, skiller sig ud med hele 7.400 mAh, hvilket er det største batteri, den kinesiske producent har monteret i en smartphone. Til sammenligning har Samsung Galaxy S25 Ultra et batteri på 5.000 mAh, mens iPhone 17 Pro Max har 3.998 mAh. Forgængeren OnePlus 15 må “nøjes” med 7.300 mAh.
Batteriet understøtter 80W lynopladning og skal ifølge OnePlus have mindst 80 procent af sin oprindelige kapacitet tilbage efter fire års daglig brug. OnePlus bruger silicium i batteriets anode, hvilket betyder, at batteriet kan lagre mere strøm, end det ellers ville have været muligt i et traditionelt batteri af samme størrelse.
OnePlus oplyser ikke, hvor mange timers batteritid mobilen byder på i praksis, men da vi testede førnævnte OnePlus 15 med 7.300 mAh, var resultatet af vores stresstest næsten 24 timers batteritid. Der er ingen grund til at tro, at OnePlus 15R ikke klarer sig lige så godt – eller bedre.
Snapdragon 8 Gen 5 under skærmen
OnePlus 15R er den første mobil, der lanceres globalt med Qualcomms Snapdragon 8 Gen 5-chipset. Skærmen måler 6,83 tommer med en opdateringsfrekvens på 165 Hz og kan levere op til 1.800 nit lysstyrke.
Kamerasystemet består af et 50 Mp hovedkamera med Sony IMX906-sensor – samme sensor som i den dyrere OnePlus 15 – samt en 8 Mp ultravidvinkel og et 32 Mp selfie-kamera. Mobilen optager 4K-video med op til 120 fps.
OnePlus 15R har IP68-certificering mod vand og støv samt IP69-certificering mod varmt vand under højt tryk. Mobilen kommer i farverne Charcoal Black og Mint Breeze.
Tablet og smartwatch også klar til salg
OnePlus lancerer samtidig tabletten Pad Go 2 (der koster fra 2.799 kroner) med en 12,1-tommer skærm og et batteri på 10.050 mAh samt smart-uret Watch Lite til 1.399 kroner med op til 10 dages batteritid. Begge produkter kan ligeledes forudbestilles fra i dag.
Pris og tilgængelighed
OnePlus 15R koster 5.499 kroner med 12 GB RAM og 256 GB lager. Modellen med 512 GB lager koster 6.299 kroner. Den nye smartphone kan som nævnt forudbestilles fra i dag hos Proshop, Power, Elgiganten, CBB og Telenor, der alle får mobilen på hylderne fra d. 15. januar.
