I forvejen giver mobiltelefonerne fra Nothing virkelig god værdi for pengene. Men det er ingenting sammenlignet med deres billige mærke CMF, som er næsten ufatteligt billigt for det, man faktisk får. Deres CMF by Nothing Phone 1 blev derfor kåret til Årets bedste billige mobil sidste år. Nu kommer efterfølgeren, som desuden får selskab af hørepropper.

Den nye model er blevet betydeligt tyndere, men også mere robust. Den har fået detaljer i aluminium og forbedret vandtæthed med IP54-klassificering. Man kan stadig udskifte bagsiden, og Nothing har allerede frigivet designfilerne, så man kan begynde at 3D-printe sin egen.
Indvendigt finder vi en Mediatek Dimensity 7300 Pro-chip med otte kerner. Den skulle give 10 procent bedre ydeevne end forgængeren sammen med 5 procent hurtigere grafik.

Skærmen er blevet lidt større og betydeligt mere lysstærk med op til 3.000 nit. Den har også en opdateringshastighed på 120 Hz og skal reagere hele 316 procent hurtigere på berøring.
Kamerasystemet er også blevet kraftigt opgraderet, hvor hovedkameraet på 50 Mp nu lukker 64 procent mere lys ind. Det har fået selskab af et telekamera og en 8 megapixel ultravidvinkel. På forsiden sidder et 16 Mp selfiekamera.

CMF Phone 2 Pro fås i fire farver med forskellige teksturer. Den sorte og lysegrønne har en glaslignende bagside med metalramme, den hvide har et sandstenlook, mens den orange har en metallisk glans. Vi kan også glæde os over, at den nu understøtter NFC til betalinger.
CMF Buds 2

Vi får også hele tre forskellige hørepropper at vælge imellem. Basismodellen CMF Buds 2a har 12,4 mm drivere og har faktisk aktiv støjreduktion. Mellem-modellen er desuden tunet af Dirac, har bedre støjreduktion og 3D-lyd. Topmodellen har desuden Hi-Res-understøttelse og fuld EQ-justering.
Pris og tilgængelighed
CMF Phone 2 Pro koster 1.999 kroner med 128 GB lagerplads og 2.199 kroner med 256 GB.
CMF Buds 2 Plus koster 59 euro.
CMF Buds 2 koster 49 euro.
CMF Buds 2a koster blot 39 euro.
Forudbestillinger kan foretages fra i dag, og de leveres den 6. maj.