Nokia lancerer Lumia 925

Nokia har lyttet til kritikken og lancerer nu en ny, slank flagskibsmodel med aluminiumsramme.

Lumia 920, Nokias hidtidige flagskibsmodel, er spækket med funktioner. Skærmen kan betjenes med vanter, den understøtter trådløs opladning, og den byder på et væld af særlige Nokia-apps med fokus på kameraet, kort og navigation. Men prisen for de mange funktioner er til at måle og veje, for Nokia Lumia er med sine 185 gram markant tungere end konkurrenter som iPhone 5, HTC One og Samsung Galaxy S4. Det var ikke uden grund, at vi i vores test kaldte Nokia Lumia 920 for en “smukt designet mursten”.

Derfor kan vi kun nikke anerkendende og være glade, nu hvor Nokia har lanceret en slankere og lettere efterfølger til murstenstelefonen. Den nye model, Nokia Lumia 925, er netop blevet præsenteret på et pressemøde i London, og der er tale om et helt nyt design. Telefonen er nu udformet med aluminiumsramme, selvom bagsiden stadig er holdt i polykarbonat, og vægten er blevet reduceret med knap 50 gram.

Det betyder til gengæld, at Lumia 925 ikke har indbygget, trådløs opladning, men man vil kunne købe ekstra covers til telefonen, der har induktionsspolen indbygget, så den alligevel kan oplades trådløst.

Skærmen bliver en 4,5″ AMOLED skærm med en opløsning på 1280 x 768 pixels – præcis som Lumia 920 – og de fleste øvrige specifikationer får Lumia 925 også til fælles med forgængeren. Dog kommer den nye telefon kun med 16 GB lager, hvor Lumia 920 havde 32 GB. Og så har Nokia gjort op med Lumia 920’erens heftige farver som rød og gul. Nokia Lumia 925 kommer i stedet i farverne hvid, sort og metal.

Nokia Lumia 925 kommer på markedet i juni måned – i første omgang i de store lande som England og Tyskland – til en pris på cirka 4.350 kroner.

Specifikationer:

Les videre
Exit mobile version