iPhone 6 kun med begrænset NFC

Godt nok kommer iPhone 6 og iPhone 6 Plus med NFC, men teknologien kan kun bruges til Apple Pay.

For præcis en uge siden lancerede Apple de to nye iPhone-modeller, iPhone 6 og iPhone 6 Plus. Blandt nyhederne var, at begge iPhones ville blive udstyret med NFC (Near Field Communications), som i andre telefoner blandt andet betyder, at de kan kobles til for eksempel trådløse højttalere, hovedtelefoner eller sågar andre telefoner via Bluetooth blot ved, at man rører ved enheden med NFC-mobilen. Og disse muligheder skulle nu endelig også komme til iPhone, troede vi.

Læs også: Nogle Få Centimeter

For nu har Apple i en email til webstedet Cult of Mac forklaret, at NFC-chippen i iPhone 6 kun vil kunne bruges sammen med Apple Pay – den nye betalingsløsning, som også blev præsenteret ved sidste uges lancering.

Det er ikke på grund af tekniske begrænsninger, for den NFC-chip, der sidder i iPhone 6, er ikke væsentligt forskellig fra NFC-chips i andre telefoner. Nej, det er simpelthen Apple, som har valgt at låse for adgangen til chippen, så tredjeparts-apps ikke kan gøre brug af NFC.

Der kan dog være håb forude, for præcis det samme var tilfældet med Touch ID, Apples fingeraftrykslæser, der blev lanceret sidste år, men med udrulningen af iOS 8, der begynder om få dage, vil alle udviklere have fået adgang til Touch ID, som dermed kan integreres i alle slags apps.

Les videre
Exit mobile version