Allerede i går fløj vores journalist, Jonas Ekelund, fra København til San Francisco, så han kunne nå at komme sig over sit jetlag, inden det går løs i aften.
Præcis klokken 19 dansk tid går Apples topchef, Tim Cook, på scenen i Moscone West convention center, der i år er rammen for Apples Worldwide Developers Conference. Og Lyd & Billede er – som eneste skandinaviske medie – på pletten for at dække de mange lanceringer, vi håber, Tim Cook har med i hatten.
Hvis du selv vil se Tim Cooks keynote, så streamer Apple hele sceancen live til Apple TV, så hvis du har den lille medieboks stående ved siden af fjernsynet, så er det måske i aften, den skal bruges til andet end Netflix eller filmleje på iTunes.
Her er i korte træk, hvad vi forventer at høre om få timer, når det går løs i Californien:
iOS 7:
Det er lige så sikkert som amen i kirken, at aftenens støre afsløring bliver den nye version af Apples mobile operativsystem, iOS. iOS 7 er blevet totalt redesignet af Apples designchef, Jonathan Ive. Han har længe stået for det velkendte, minimalistiske hardwaredesign, men nu har han også fået ansvaret for operativsystemets grafiske design, og derfor venter vi os store ændringer i forhold til tidligere. Blandt andet skulle designet blive mere fladt, og de mange “realistiske” overflader som læderlooket i kalenderen, bogreolen af træ i iBooks og notesblokkens papirlayout kommer til at lade livet.

iRadio:
Mere usikre er vi på, om Apple i aften lancerer den rygtede iRadio-tjeneste. I givet fald bliver der ikke tale om en musikstreaming-tjeneste a la Spotify, WiMP og Napster, men derimod en intelligent netradio-tjeneste a la Pandora og Last FM, som bege har mange millioner brugere i USA. iRadio vil blive en integreret del af iOS og iTunes, og den bliver gratis for brugerne, hvis vi skal tro på de seneste rygter.
Ny hardware:
Vi skal næppe forvente at se hverken en ny iPhone eller en ny iPad i aften. Til gengæld er der gode chancer for, at Tim Cook vil snakke om Macbook Pro og MacBook Air.
Det bliver rent gætværk, indtil vi rent faktisk kommer så langt senere på aftenen, men en ny MacBook Air med retina-skærm er afgjort en mulighed.
Følg med her på lydogbillede.dk i aften efter klokken for at læse alle nyhederne fra WWDC samt vores reportage fra San Francisco, som kommer senere på aftenen!




