Her er HTC’s nye flagskib

HTC overhaler Samsung indenom og lancerer dette års Android-topmodel allerede i næste uge.

At noget større var i gærde, vidste vi allerede da HTC indbød os til stort pressemøde i London den 19. februar. HTC plejer bestemt ikke at kaste penge efter sådanne arrangementer, og så er tidspunktet – få dage før Mobile World Congress løber af stablen i Barcelona – nok heller ikke tilfældigt valgt. Ved at holde sit eget pressemøde får HTC mediernes fulde opmærksomhed i stedet for at drukne i de mange nyheder, som ellers ville have fyldt mediebilledet under verdens største mobilmesse.

Og det er selvfølgelig HTC’s nye Android-flagskib, det gælder. Vi har allerede skrevet om den kommende telefon, da den gik under navnet M7, og rygterne gik, at den måske ville blive lanceret på CES-messen i Las Vegas.

Sådan gik det ikke, men nu skulle det være ganske vist, at HTC løfter sløret for topmodellen om præcis en uge. Det bekræftes på Twitter af @evleaks, som kan fortælle, at den nye telefon simpelthen kommer til at hedde HTC One.

@evleaks har også fået fingrene i et officielt pressefoto af den nye telefon. Et testbillede taget med telefonens kamera, har de uploadet til flickr!

Efter både tidligere og aktuelle rygter at dømme skulle HTC One få følgende specifikationer:

Skærm: 4,7” Full HD, 468 ppi
Kameraer: 13 MP + 2.1 MP (begge 1080p)
Operativ: Android 4.1.2 Jelly Bean
Processor: 1,7 GHz quad core Qualcomm S4
Hukommelse: 2 GB
Lagerplads: 16/32/64 GB
Trådløst: 4G/LTE
Batteri: 2.300 mAh

Så er der kun tilbage at væbne sig med tålmodighed frem til den 19. februar, hvor vi selvfølgelig vil være til stede på pressemødet i London.

Les videre
Exit mobile version