Google Play udfordrer Spotify

Lancerer streamende musiktjeneste, som også lader dig lagre din egen musik.

Som ventet præsenterede Google deres nye musiktjeneste Google Play Music All Access på udviklerkonferencen Google I/O. Det er en streamingtjeneste ligesom Spotify og WiMP.

En af forskellene er, at man kan uploade sin egen musik og sine spillelister direkte fra eksempelvis iTunes. Hele 20.000 numre kan man lagre i skyen. De vil herefter være direkte tilgængelige fra dine apparater. Enten kan man afspille fra browseren eller fra Google Play Music-app´en på din smartphone eller tablet, både online og offline. Alt synkroniseres automatisk.

Når man søger på artister eller sange vises både din egen musik og andres musik samt forslag til spillelister. Hvis man lytter til noget, man kan lide, kan man med et klik skabe en ”radiostation”, som spiller lignende musik. Man kan så nemt ændre rækkefølgen af sangene eller lukke for dem, man ikke vil lytte på. Tjenesten lærer, hvad du kan lide og kommer med bedre og bedre anbefalinger med tiden.

Tjenesten er nu tilgængelig i USA og vil blive introduceret i andre lande ”snart”. I USA får man en gratis måned og efterfølgende koster det 10 dollar om måneden, eller 8 dollar, hvis man slår til inden den 30. juni.

music.google.com

Les videre
Exit mobile version