Google Pixel 10a får gammel Tensor G4-chip og færre funktioner

Googles kommende budgetmodel ser ud til at droppe flere flagskibsfunktioner og genbruge komponenter fra Pixel 9-serien for at holde prisen nede.

Pixel 9a 3

(Foto: Google)

Meget tyder på, at Googles kommende Pixel 10a vil være udstyret med den ældre Tensor G4-processor fra Pixel 9-serien i stedet for den nyere G5-chip, som sidder i Pixel 10-flagskibsmodellerne. Lækager fra en troværdig Telegram-kanal, Mystic Leaks, med kodehenvisninger fra Googles firmware afslører desuden, at budgetmodellen vil mangle flere nøglefunktioner, herunder telelinse og Googles nye Magic Cue-funktion.

Lækagerne viser desuden, at Google vil fastholde den ældre UFS 3.1-lagerstandard, som også blev brugt i Pixel 9a, i stedet for at opgradere til den hurtigere UFS 4.0-standard, som bliver brugt i Pixel 10-mobilerne (modellerne med 256 GB lager eller mere). Dette kan potentielt føre til langsommere app-åbning og filoverførsler sammenlignet med topmodellerne.

(Screenshot: Telegram)

Kompromiser på skærm og kamera

En af de få opgraderinger i Pixel 10a bliver skærmens maksimale lysstyrke, der stiger til 2.000 nit, en beskeden forbedring fra Pixel 9a’s 1.800 nit. Ifølge tech-mediet Android Police vil skærmen dog stadig mangle dynamisk opdateringshastighed, som ellers er standard på flagskibsmodeller.

På kamerafronten tyder informationerne fra Mystic Leaks på, at Pixel 10a vil mangle en telelinse, hvilket begrænser mobilens evne til at tage billeder med optisk zoom.

Læs også TEST: Google Pixel 9a Budgetmobilen Google Pixel 9a er på de fleste områder lige så god som den langt dyrere Pixel 9. Vil man have mere, skal man have Pro-modellen.

Begrænsede AI-funktioner

Valget af den ældre Tensor G4-processor vil efter alt at dømme begrænse mobilens AI-funktionalitet. Således vil Pixel 10a ikke understøtte Googles nye Magic Cue-funktion, som ellers var en af de store nyheder i den netop lancerede Pixel 10-serie.

Magic Cue bruger AI til proaktivt at vise kontekstuel information under opkald og samtaler – som f.eks. at vise dig din reservation, når du ringer til et flyselskab, men kræver tilsyneladende den nyere G5-chips beregningskraft for at fungere optimalt på enheden.

Læs også TEST: Google Pixel 10 Pro XL Grunden til, at Google kun taler om AI, er for at distrahere os fra det faktum, at de ikke har opgraderet mobilen.

Pris og tilgængelighed

Pixel 10a forventes at blive lanceret i slutningen af første kvartal eller begyndelsen af andet kvartal 2026 til samme pris som forgængeren, altså omkring 499 dollars (cirka 3.400 kroner). Google har historisk fulgt en forudsigelig udgivelsescyklus for A-serien, med Pixel 9a lanceret i marts 2025.

Læs videre
Exit mobile version