Dansk mobildock af træ på Kickstarter

Acorn er en danskudviklet mobildock, som bliver et at de første officielle danske projekter på Kickstarter.

Crowdsourcing-portalen Kickstarter har hjulpet tusindvis af opstartsvirksomheder og hjemmeopfindere med at skaffe midler til at realisere sine ideer. Der har også været udbudt en del danske projekter på Kickstarter, men det har hidtil krævet en amerikansk kontaktperson at udbyde en ide på portalen. Fra og med i går, tirsdag, er der åbnet for, at også rent danske projekter kan udbydes til folkeinvestering.

Et af de første produkter til at blive udbudt er Acorn, som er en dock til smartphones. Den adskiller sig fra flertallet af mobildocks ved at kunne bruges til både iPhone og Android-enheder. Og så ved materialevalget i blankpoleret ægte træ. Træsorten er Kebony, som er et bæredygtigt og FSC-mærket alternativ til regnskovstræ.

Acorn-docken kan bruges til smartphones af forskellige mærker og modeller. Man skal nemlig bruge sit eget opladerkabel, der monteres i bunden af docken.

Bag projektet står Morten Bengtsen og Anders Skjoldemos, begge fra Aalborg. De ejer sammen designfirmaet Enveo.

Hvis projektet bliver realiseret, får Acorn en butikspris på 950 kroner. Der er dog penge at spare ved at byde ind på Kickstarter, hvor de første 300 investorer kan købe den til 650 kroner. De ikke helt så hurtige kan købe Acorn for 750 kroner. Hvis det altså lykkes at skaffe garantier for de i alt 200.000 kroner, som er mindstegrænsen for at fuldføre projektet. Kampagnen løber i 32 dage.

Enveo

Les videre
Exit mobile version