Apple Watch kommer til april

Tim Cook har netop offentliggjort Apples seneste kvartalsregnskab. Og så løftede han sløret for, hvornår Apple Watch kommer i butikkerne.

Vi var til stede i Cupertino den 10. september sidste år, da Apple lancerede sit længe ventede smart-ur. Vi fik sågar mulighed for selv at prøve Apple Watch, mens alle I andre har måttet væbne jer med tålmodighed. Og nu tyder det altså på, at alle forbrugerne kommer til at vente et par måneder endnu, før Apple Watch kommer i butikkerne.

I forbindelse med offentliggørelsen af Apples seneste kvartalsregnskab har topchef Tim Cook nemlig lige fortalt, at Apple Watch vil komme på markedet i løbet af april måned.

I samme åndedrag fik han fortalt, at han selv går med smart-uret hver dag, og at han “ikke kan leve uden!” Tak for den oplysning, Tim.

Apple Watch findes i tre modeller: (fra venstre) Apple Watch Sport, Apple Watch og Apple Watch Edition.

Apple Watch kommer i to størrelser – 38 og 42 mm – med udskiftelige remme og lænker. Prisen begynder ved USD 350, mens de helt dyre modeller med speciel 18 karats guldlegering kan komme til at koste helt op til USD 5.000 – svarende til over 30.000 danske kroner!

Ikke noget under, at det går godt for Apples forretning. Det seneste kvartalsregnskab viste blandt andet, at Apple har solgt hele 74,1 millioner iPhones i månederne oktober til december 2014. I samme periode røg 21,4 millioner iPads og 5,5 millioner Mac-computere over disken verden rundt. Salget af iPhones udgør 69% af Apples samlede omsætning. Hele omsætningen for seneste kvartal var på 74,6 milliarder USD.

Læs videre
Exit mobile version