TESTS Bil & Mobilitet Computer Sport & Træning Gaming Mobil Smart Home Teknologi
Årets bedste tilbud - 4 uger kun 4 kr
Køb

Nyhed

Apple Intelligence nu tilgængelig til iPhone i Danmark med iOS 26.1

Apple er lige nu ved at udrulle den første store opdatering til iOS 26. Med iOS 26.1 bliver Apple Intelligence tilgængelig på dansk, og danske brugere får nu adgang til størstedelen af de AI-baserede funktioner, som Apple lancerede i september.

Af / 04/11/2025 - 13:07
Apple Intelligence nu tilgængelig til iPhone i Danmark med iOS 26.1

Opdateringen, som er tilgængelig fra i dag, bringer Apple Intelligence til i alt otte nye sprog, herunder dansk og svensk. Det betyder, at funktioner som Skriveværktøjer, visuel intelligens og billedgenerering nu kan bruges på dansk på kompatible iPhone-modeller. For at bruge Apple Intelligence kræves en iPhone 15 Pro eller nyere.

Visuel intelligens og Skriveværktøjer

En af de nye funktioner er visuel intelligens, der kan genkende objekter, tekst og detaljer på billeder eller skærmbilleder. Funktionen aktiveres via Kamerabetjening, Handlingsknappen eller Kontrolcenter og kan f.eks. oversætte tekst på skilte eller søge efter information om genstande i omgivelserne, lover Apple.

Skriveværktøjer benytter store sprogmodeller til at omskrive, korrekturlæse og opsummere tekst i stort set alle apps, hvor der skrives, herunder Mail, Beskeder, Noter og Pages. Med funktionen Beskriv din ændring kan brugeren give specifikke instrukser til, hvordan en tekst skal justeres, f.eks. ved at tilføje flere dynamiske verber i et CV eller omskrive en middagsinvitation til et digt.

Læs også TEST: Apple iPhone 17 Pro iPhone 17 Pro er en markant forbedring på næsten alle punkter. Det nye design, det opgraderede kamera og den imponerende ydelse gør den til den bedste iPhone, Apple nogensinde har lavet.

Billedgenerering og Genmojis

Image Playground gør det muligt at generere billeder ud fra tekstbeskrivelser i forskellige stilarter, herunder 3D-animation, illustration eller skitse. Ved integration med ChatGPT kan brugeren også vælge oliemaleri eller vektorgrafik. Billederne genereres direkte på enheden.

Med Genmojis kan brugeren designe tilpassede emojis ved at skrive en beskrivelse eller kombinere flere emojis. Det er ligeledes muligt at lave Genmojis baseret på billeder fra fotobiblioteket, så de ligner familie eller venner.

Annonce

I Noter-app’en kan funktionen Billedmagi generere billeder ud fra skriftlig eller visuel kontekst i en note. Brugeren kan tegne en cirkel omkring en skitse, som derefter omdannes til et poleret billede, eller tegne en cirkel omkring et tomt område, hvorefter Billedmagi skaber et relevant billede baseret på den omkringliggende kontekst.

Apple Intelligence Siri product knowledge scaled
(Foto: Apple)

Siri på dansk og smartere notifikationer

Apple har forbedret Siris sprogforståelse, så assistenten kan følge med, selvom brugeren snubler over ordene, og huske konteksten fra tidligere anmodninger. Siri kan desuden besvare tusindvis af spørgsmål om funktioner og indstillinger på Apple-produkter.

Apple Intelligence Priority Messages in Mail scaled
(Foto: Apple)

I Mail viser funktionen Prioriterede beskeder de mest presserende mails øverst i indbakken, og brugeren kan se opsummeringer uden at åbne beskeden. Ved lange mailsamtaler kan funktionen Opret resume vise relevant information. Notifikationsopsummeringer på låseskærmen giver et hurtigt overblik, og notifikationer med høj prioritet hjælper med at holde styr på tidsfølsomme beskeder.

Justerbar transparens til Liquid Glass

iOS 26.1 løser desuden et af de mest kritiserede punkter ved iOS 26. Brugere har klaget over manglende læsbarhed på grund af det nye Liquid Glass-design, hvor den gennemsigtige overflade gjorde kontrasten mellem forgrund og baggrund for lav ved visse lysforhold.

LiquidGlass
(Screenshot: Peter Gotschalk)

I indstillingerne kan brugeren nu vælge mellem Klar og Tonet. Den klare variant svarer til det oprindelige gennemsigtige design, mens den tonede variant mindsker gennemsigtigheden af notifikationer, tab-linjer og andre navigationselementer. Forskellen er særligt tydelig på låseskærmen og i meddelelsescenteret. Indstillingen påvirker dog ikke hjemmeskærmen, hvor Liquid Glass stadig kun kan justeres via tilpasningsmenu’en for app-ikoner.

Kamera-gestus kan deaktiveres

For første gang siden introduktionen med iOS 10 kan swipe-gestussen til at åbne kameraet fra låseskærmen nu deaktiveres. Funktionen har gennem årene ført til utilsigtede aktiveringer af kamera-app’en. I kameraindstillingerne findes nu nederst en kontakt til Swipe for at åbne kameraet på låseskærmen.

Apple har justeret funktionen flere gange gennem årene – fra en opadgående bevægelse til den nuværende swipe-gestus fra højre mod venstre.

Alarm-funktion og automatiske sikkerhedsopdateringer

Alarm-funktionen er også blevet revideret. I stedet for en simpel knap skal brugeren nu swipe for at slukke en alarm. Ændringen skal forhindre, at alarmen utilsigtet deaktiveres, hvis man fumler med mobilen i halvsøvne.

iOS 26.1 introducerer desuden automatisk installation af sikkerhedsopdateringer. Under Indstillinger > Databeskyttelse og Sikkerhed kan brugeren aktivere, at iPhone’en selv downloader og installerer mindre sikkerhedsrettelser mellem almindelige opdateringer. Apple oplyser, at disse forbedringer i sjældne tilfælde kan blive midlertidigt fjernet ved kompatibilitetsproblemer og forbedret i en senere opdatering.

Funktionen minder om Rapid Security Responses, som Apple introducerede i 2023, men som ikke er blevet brugt til iOS siden iOS 16.5.1 i juli 2023.

Apple Intelligence Genmoji scaled
Med Genmojis kan brugeren designe tilpassede emojis ved at skrive en beskrivelse eller kombinere flere emojis. (Foto: Apple)

Forbedringer til Apple Music og FaceTime

I Apple Music kan brugeren nu skifte sange i mini-playeren ved at swipe til venstre eller højre – både i fuldskærmsvisning og i den minimerede player nederst på skærmen. Auto-Mix fungerer desuden via AirPlay.

FaceTime lover forbedret lydkvalitet ved dårlig netværksforbindelse. For telefon-app’en er der tilføjet en haptisk kontrol – vibrationsalarmen ved opkobling og nedlæggelse af opkald kan slås fra under Indstillinger > Apps > Telefon.

I Hjælpemidler findes en ny mulighed, der prioriterer enkelt-touch-handlinger frem for swipe-gestusser.

Disse funktioner mangler i EU

Selvom Apple Intelligence nu understøtter dansk, er ikke alle funktioner tilgængelige i Danmark. Live Translation, der kan oversætte tale i realtid under FaceTime-samtaler eller via AirPods Pro 2, AirPods Pro 3 og AirPods 4, er ikke tilgængelig i EU. Apple bekræfter, at funktionen holdes tilbage på grund af EU’s Digital Markets Act.

iPhone Mirroring og SharePlay Screen Sharing mangler ligeledes i Danmark. Apple oplyser, at visse funktioner ikke er tilgængelige i alle regioner, men lover at flere funktioner kommer senere på året.

Læs også TEST: Apple iPhone 17 På overfladen ligner iPhone 17 sidste års model, men de små justeringer gør en større forskel, end man først tror.

Tilgængelighed

iOS 26.1 er tilgængelig fra i dag til iPhone-modeller fra iPhone 11 og nyere samt iPhone SE fra anden generation og iPhone Air. Parallelt har Apple også udgivet opdateringer til iPadOS, macOS Tahoe, watchOS, visionOS og tvOS.

(f. 1973): Chefredaktør for L&B Home. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.

Skriv din kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Flere satellitfunktioner til iPhone

Google slår ned på batteridræbende apps

Google Maps kan nu betjenes helt uden hænder

Tynd og robust Motorola

Nu får din iPhone Apple Intelligence med iOS 26.1

Samsung viser triple-skærms-mobil

Oneplus 15 kommer i november

Oppos nye flagskib kommer til Danmark

Samsungs One UI 8 i store problemer

Nemmere AI-redigering i Gemini

Snart dyrere computere og mobiler

Samsung lancerer Galaxy XR headset