Android Wear snart til iPhone

Google vil møve sig ind på Apples jagtmarker ved at gøre Android Wear kompatibelt med iOS.

Lige nu er der tale om en skyttegravskrig mellem de to teknologi-giganter, Apple og Google. Apple har lige lanceret Apple Watch, som man har kunnet forudbestille fra i dag i Apple Store, og Google har sin egen platform til smart-ure, Android Wear, der kun virker sammen med Android-baserede smartphones.

Men nu vil Google skifte taktik og i stedet føre krigen ind på modstanderens banehalvdel. Firmaet er nemlig ved at gøre Android Wear kompatibelt med iOS og dermed iPhone. Det skriver The Verge.

Smart-ur med Android Wear, der modtager notifikation fra Apples Facetime (Foto: The Verge)

Den nye iOS-kompatible udgave af Android Wear kan blive frigivet allerede om få uger, skriver det amerikanske internetmedie, der uddybende fortæller, at Android Wear til iOS vil understøtte de fleste funktioner, som også understøttes på firmaets egen Android-platform til smartphones. Herunder notifikationer fra Google Now og andre apps samt muligheden for at svare på mails fra Gmail direkte fra smart-uret.

Der er dog et enkelt aberdabei. Android Wear kan ikke fungere sammen med en iPhone uden en selvstændig app på Apple-mobilen, og det er så spørgsmålet, om Apple ville godkende, at en sådan app bliver tilgængelig i App Store.

Les videre
Exit mobile version