MWC 2016

Det er småt med nyheder i de nye Galaxy S7-mobiler, men lidt har også ret.
forfatter

Scenen var sat på spektakulær vis i den store kongres-hal i CCIB i Barcelona. Den var nemlig placeret i midten af salen, mens publikum sad i en stor kreds omkring scenen på stole, der hver især havde et Gear VR headset liggende på sædet. En del af præsentationen foregik i virtual reality – nemlig da vi skulle helt tæt på de nye modeller og deres designdetaljer – men da vi kom tilbage til den virkelige verden, var nyhederne mere jordnære.

Samsung Galaxy S7 og Galaxy S7 edge er koreanernes nye topmodeller, og de ligner begge deres forgængere fra sidste år, Galaxy S6 og S6 edge, nærmest på en prik – altså udført i såkaldt 3D-glas og metal – men kommer med en række forbedringer, der imødekommer nogle af de kritikpunkter, som anmeldere og brugere havde i forhold til Galaxy S6 og S6 edge.

Nu er Galaxy blevet vandtæt igen (IP68). Foto: Samsung
Nu er Galaxy blevet vandtæt igen (IP68). Foto: Samsung

Så først og fremmest er både Galaxy S7 og S7 edge vandtætte (IP68 hvilket betyder, at mobilen kan tåle at være op til 30 minutter i ned til 1,5 meter dybt vand), og begge nye mobiler understøtter udvidelse af hukommelsen via microSD-kort (op til 200 GB).

Kameralinsen er på begge modeller desuden gjort slankere, så kameraet nu blot er en forhøjning på mobilens bagside, ikke en bakketop.

På både Galaxy S7 og S7 edge er linsen blevet filet lidt ned, så den ikke stikker helt så meget ud fra bagsiden. Foto: Peter Gotschalk
På både Galaxy S7 og S7 edge er linsen blevet filet lidt ned, så den ikke stikker helt så meget ud fra bagsiden. Foto: Peter Gotschalk

Aprospos kameraet, så er det også blevet piftet op en del i forhold til sidste års modeller, og kommer nu med objektiv med F1.7 blænde og 30% større pixels, der til sammen betyder mere lys og hurtigere fokus/kortere lukketid. Telefonerne er desuden udstyret med en ny kameratilstand, Motion Panorama, som tilføjer bevægelse i panoramabilleder.

Et nyt Lens Cover i to versioner – ét med vidvinkel og et med fiskeøjeobjektiv – fås som tilbehør.

Af andre forbedringer kan nævnes hurtigere processor (2,15 GHz + 1,6 GHz octa-core), mere hukommelse (4 GB RAM) og et markant bedre batteri (3000 mAh i Galaxy S7, 3600 mAh i S7 edge).

Annonce
Den nye Galaxy S7 ligner VIRKELIG sidste års model på en prik. S7 edge har i det mindste fået større skærm. Foto: Peter Gotschalk
Den nye Galaxy S7 ligner VIRKELIG sidste års model på en prik. S7 edge har i det mindste fået større skærm. Foto: Peter Gotschalk

Den nye edge-model har i modsætning til sidste år større skærm end standardmodellen (5,5” mod 5,1”) og det såkaldte edge-panel er blevet meget mere brugbart. Man får med den nye model nemlig en slags slide-over menu ind fra siden, og menuen kan man selv tilpasse i indstillingerne. Begge mobiler kommer med samme always-on display som LG G5, så man kan se, hvad klokken er, eller hvilken aftale man har lige om lidt, selvom skærmen er slukket og mobilen i dvaletilstand.

Det såkaldte edge-panel på Galaxy S7 edge er blevet meget mere brugbart. Foto: Peter Gotschalk
Det såkaldte edge-panel på Galaxy S7 edge er blevet meget mere brugbart. Foto: Peter Gotschalk

Pris og tilgængelighed
Samsung Galaxy S7 og S7 edge lanceres medio marts og vil kunne fås i farverne sort, hvid og guld. Vejledende udsalgspris: 5.699 kroner (Galaxy S7) og 6.499 kroner (Galaxy S7 edge).

Specifikationer
Operativsystem: Android 6.0 Marshmallow
Skærm: 5,1″ QHD S-AMOLED, 2560 x 1440, 577 ppi (S7), 5,5” QHD S-AMOLED, 2560 x 1440, 534 ppi (S7 edge)
Processor: 2,15 GHz + 1,6 GHz octa-core
Hukommelse: 4 GB ram
Lager: 32 GB lager (+ microSD op til 200 GB)
Kamera: 12 MP (F1.7), 5 MP (F1.7)
Trådløst: 4G/LTE, 802.11 ac/a/b/g/n, Bluetooth 4.2, NFC
Mål: 142,4 x 69,6 x 7,7 mm (S7), 150,9 x 72,6 x 7,7 mm (S7 edge)
Vægt: 152 g (S7), 157 g (S7 edge)
Batteri: 3000 mAh (S7), 3600 mAh (S7 edge)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

forfatter

Peter Gotschalk

(f. 1973): Strategidirektør for Publish AS og journalist. Peter har arbejdet for Lyd & Billede siden 2012. Han har været aktiv som tech-journalist for talrige medier siden 1998, bl.a. som chefredaktør for gadget-magasinet GEAR og som journalist for magasinerne PC World og Privat Computer. Peter skriver om smartphones og andre bærbare enheder samt om teknologisk innovation, herunder 5G, elektronisk mobilitet og smarte hjem.
Annonce
Annonce

Læs også