NYHED

MWC 2019: Nye PC’er fra Lenovo

MWC er ikke kun en mobilmesse. Lenovo havde pc'er til både sjov og alvor.

Foto: John Alex Hvidlykke, L&B

Bogstaverne MWC  stod oprindelig “Mobile World Congress”, men selv om mobiltelefoner og mobilteknologi fortsat er hovedfokus, er der efterhånden kommet så meget anden teknologi på den årlige messe i Barcelona, at den fra og med i år er omdøbt til bare at hedde MWC.

Således også hos Lenovo, der godt nok havde mobiler med, både i eget navn og fra datterselskabet Motorola. Men pc’erne fyldte det meste af standen. Fra den 600 gram lette YogaBook til servere i den tunge klasse. Og alting ind imellem.

Den mest spændende nyhed for hjemmebrugere var alt-i-en-maskinen IdeaCentre AIO A340. Den fås med 22″ eller 24″ skærm, begge i Full HD-opløsning, og med touchskærm imod en merpris. De fås i en række varianter med processor fra enten Intel Pentium Silver-serien eller 8. generations Core i5. Med maks. 8 GB RAM og enten integreret grafik eller Radeon 530 er dette nok maskinen til lettere surfing og hjemmekontorarbejde. Priserne begynder ved EUR 499.

IdeaCentre alt-i-enerne vil nok dække de flestes behov. Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede

Der var selvfølgelig også masser af mere traditionelle computere.
IdeaPad S540 er en slank bærbar med aluminiumchassis, der fås i 14″ og 15″ Full HD. Nyeste 8th Gen Intel Core i7 processor med Nvidia GeForce MX250. Op til 12 timers batteritid. Pris fra EUR 899.

Lenovo IdeaPad S540. Foto: John Alex Hvidlykke, Lyd & Billede

IdeaPad S540’s lillesøster er IdeaPad S340, der har et nyt tyndere og lettere design. Også her er der opgraderet med den nyeste 8th Gen Intel Core i7-8565U processor samt mulighed for Nvidia GeForce MX250. Priser fra EUR 549.

IdeaPad C340 er en 2-i-1 konvertibel bærbar, der kan bruges som laptop på skrivebordet eller tablet i sofaen. Den tilbyder batterilevetid på op til 8 timer IdeaPad C340 kan fås i 14″ og 15″. Priser fra EUR 599.

Alle pc-modellerne er tilgængelige fra marts.

Vi havde håbet også at se nye modeller i Lenovos gaming-serie, Legion. Især da netop gaming er et område, hvor Lenovo siger, at de fremover vil satse stærkt. Men der var ingen Legion-modeller på standen på MWC.

Læs testen: Lenovo gør op med sit “seriøse” image

Kamera med lang lukkertid
En interessant detalje fra erhvervsenden er “ThinkShutter”, som er en fysisk blokering af kameraet på de nye ThinkPad-modeller til de, der er bekymrede for at bliver overvåget af hackere gennem det indbyggede webcam. Færdig med PostIt-lapper over kameralinsen.

ANC-hovedtelefon fra Lenovo
Man kan som hi-fi-tester få det indtryk, at alle laver hovedtelefoner i dag. Det har dog ikke været sandt – før nu! Lenovo løftede på MWC 2019 sløret for en hovedtelefon med automatisk støjreduktion. Den var dog ikke med på standen, men Yoga ANC, som den hedder, kommer til at koste EUR 158 fra juni.

Lenovo Yoga ANC kommer i juni. Prisen lyder interessant. Foto: Lenovo

 

● IdeaPad S340 (14 tommer og 15 tommer med AMD) er i butikkerne i april 2019 til en vejl. udsalgspris på 549€ inkl. moms. IdeaPad S340 (14 og 15 tommer med Intel) er i butikkerne i marts 2019 til en vejl. udsalgspris på 599€ inkl. moms.
● IdeaPad C340 (14 tommer med AMD) er i butikkerne i april 2019 til en vejledende udsalgspris på 599€ inkl. moms. IdeaPad C340 (14 og 15 tommer med Intel) er i butikkerne i marts 2019 til en vejl. udsalgspris på 599€ inkl. moms. 6
● IdeaCentre AIO A340 (22 tommer med AMD og Intel) er i butikkerne fra marts 2019 til en vejl. udsalgspris på 499€ inkl. moms. IdeaCentre AIO A340 (24 tommer med Intel) er tilgængelig i marts 2019 til vejl. udsalgspris på 599€ inkl. moms.

Les videre
Exit mobile version