NYHED

MWC 2019: Den kan også ringe

For mange er mobilen først og fremmest en læse- og underholdningsenhed. Lenovo V7 er til dem.

Foto: John Alex Hvidlykke, L&B

Film skal ses i biografen. Men i praksis ser flere og flere dem på mobilens lille skærm, på vej til og fra arbejde. For at gøre oplevelsen lidt større har Lenovo lavet en enhed, der er mere tablet end smartphone – og dermed i praksis genopfundet mellemkategorien “phablets”.

Lenovo Tab V7, som den hedder, er hele 6,9 tommer i skærmmål. Det gør den efter behag til en ultrakompakt tablet eller en gigantisk telefon. For selv om den optræder som en tablet og ikke en mobil, kan man faktisk godt ringe på den.

Målt med mobile alen er den ikke nogen væddeløbshest. Processoren er en ottekerners Snapdragon 450, og der er 4 GB RAM og 32 eller 64 GB lager. Skærmopløsningen er til gengæld i den bedre ende: 1.080 x 2.160 pixels, og med lyd fra Dolby er det tydeligt, at V7 er mere beregnet til filmkigning end til at blive lagt mod kinden for at snakke. Der er plads til to SIM-kort og et SD-kort for ekstra lagerplads.

Lenovo V7 kan købes fra april. Prisen er en behagelig nyhed: EUR 249, hvilket burde give den en dansk pris under 2.500 kroner.

Der er fingeraftrykslæser og et enkelt 13 Mp-kamera på bagsiden. Foto: Lenovo.
Les videre
Exit mobile version