NYHED

IFA 2019: Flagskibs-receiver fra Onkyo

Onkyo viser tænder med TX-RZ3400, deres bedste og dyreste hjemmebio-receiver hidtil.

Onkyo vil sætte standarden inden for hjemmebiograf med 11.2-receiveren TX-RZ3400. At den er IMAX Enhanced, betyder måske ikke så meget …

… for hvad pokker er IMAX Enhanced?

Det, vi i hvert fald bliver lovet, er at receiveren har tredimensionel surround-lyd med DTS:X (også med lydkanaler i højden). Og at den er “optimeret til at gengive det fulde dynamiske omfang af IMAX-biograflyd tilgængelig i digitalt remastret IMAX Enhanced-indhold.” Puha!

Altså … Visse IMAX-filmudgivelser er remastret i såkaldt IMAX Enhanced-format, hvor vi gætter på, at noget af lydsporets dynamiske rækkevidde er komprimeret i forhold til IMAX-biograferne. En hjemmeversion af formatet, om man vil. Og så garanteres det, at en receiver certificeret med IMAX Enhanced har tilstrækkeligt dynamisk omfang til at gengive det remasterede lydspor i sin helhed. F.eks. TX-RZ3400.

Dolby Atmos, der gør omtrent det samme som DTS:X (og som er langt mere udbredt), understøttes også.

eARC

TX-RZ3400 har syv HDMI-indgange og tre -udgange, hvor hovedudgangen understøtter eARC for at kunne hente fuldt, ukomprimeret Atmos- eller DTS-lydspor fra TV’et via den såkaldte lydreturkanal (billede fra receiver til TV og lyd fra TV til receiver sendes via samme HDMI-kabel).

Receiveren forsøger også at optimere lyden til dit rum med AccuEQ Advance Plus rumkorrektion. Som måler rummet fra ni mikrofonplaceringer og desuden korrigerer for stående lydbølger.

TX-RZ3400 har fuld understøttelse af HDCP 2.3, 4K 60 fps med HDR og Dolby Vision samt det enorme farverum BT.2020 til 4K-filmtitler.

Roon og Sonos

På lydsiden understøtter receiveren musikafspilleren Roon til Mac og PC, og den kan fungere sammen med Sonos’ multirumshøjttalere. Digitalkonvertering sker med AKM, med op til 768 kHz opløsning på frontkanalerne, mens resten dekodes i 384 kHz opløsning.

THX Ultra-certificeret

TX-RZ3400 er Onkyos eneste receiver med THX Ultra-certificering. Hvilket betyder, at den har den kraft og opløsning nok til at spille med biografsalens fulde dynamik i rum på op til 85 m3 (ca. 35 m2 med en loftshøjde på 2,4 meter).

Onkyo opgiver udgangseffekten til 215 watt pr. kanal i 6 ohm, men det er et oppustet tal målt med 1 kHz sinustone og en harmonisk forvrængning på 1 procent, og desuden med kun én kanal i drift. Den reelle effekt i stereo skal sandsynligvis halveres – og så lidt til.

Les videre
Exit mobile version