NYHED

IFA 2019: 55″ 8K-TV fra Samsung

Du behøver ikke en kæmpeskærm for at værdsætte 8K-opløsning, hævder Samsung, der lancerer 8K-TV’er ned til 55 tommer.

Samsung kom konkurrenterne i forkøbet, da de sidste år lancerede deres første 8K-skærme, og nu er de allerede ude med anden generation.

Q950-serien (2019) er blevet opgraderet med en ny billedprocessor samt et større udvalg af størrelser. Under IFA-messen i Berlin lancerede de en ny model i serien, men overraskende nok var det ikke en ny kæmpeskærm, de trak op af hatten. I stedet udvider Samsung sortimentet nedad med et nyt 55 tommers 8K-TV!

55 8K-TV fra Samsung

Det nye QE55Q950R er Samsungs hidtil mindste 8K-skærm. Det er et fuldgyldigt QLED 8K-TV på linje med de andre topmodeller i Q950-serien, hvilket indebærer et topmoderne LCD-panel med QLED-farvefilter, direkte LED-bagbelysning med zonestyring og op til 3000 nit lysstyrke.

Samsung-skærmen kan bl.a. prale af HDMI 2.1 (på en af indgangene) og AirPlay 2, og understøtter det åbne HDR10+ format. For at sikre, at alle typer videoindhold ser godt ud på 8K-skærmen, anvendes AI Upscaling – avanceret opskalering, som er udviklet gennem maskinlæring.

Samsung QE55Q950R er det hidtil mindste 8K-TV fra Samsung. (Foto: Samsung)

Et højavanceret 8K-TV på kun 55 tommer er selvfølgelig for de særligt interesserede. Så længe man har plads nok, er det indlysende, at en 65 eller 75 tommers model giver endnu større udbytte af 8K-opløsningen.

Selv om QE55Q950R har det mindste skærmareal af modellerne i Q950R-serien, kan det til gengæld prale af den største pixeltæthed. Med ca. 160 ppi (pixels pr. tomme) sidder billedpunkterne så tæt, at det resulterer i et usædvanlig glat og sømløst billede.

Det gør 55-tommeren ekstra velegnet til korte betragtningsafstande eller begrænset vægplads. F.eks. kan vi forestille os, at Samsung QE55Q950R vil være en heftig skærm til gaming, da det også har meget lavt input-lag.

Samsung QE55Q950R rulles ud her i september og er allerede tilgængeligt i visse skandinaviske butikker. Prisen er ca. 30.000 kroner.

Les videre
Exit mobile version