Tredobbelt lancering fra Thorens

De har bygget pladespillere længere end de fleste, og nu smækker de tre i high-end klassen af sted på én gang.

Vinylsalget går strygende, og det samme gælder salget af pladespillere. Men spørgsmålet er dog, om Thorens ligefrem kommer til at sælge pallevis af sine nye 900-modeller.

En pladespiller fra Thorens koster gerne fire-fem tusind kroner. Men disse tre bliver meget dyrere.

Pladespillerne forekommer tilsyneladende ens. Men det er kun på overfladen. Indeni bruger de hver sin udgave af et fjedrende chassis, som skal absorbere vibrationer og holde dem væk fra pickupnålen.

Det fjedrende chassis holdes stabilt med små vægte, og fjedrene kan nemt justeres udefra, så man kan finjustere de lodrette bevægelser i ophænget.

De tre pladespillere, TD 903, 905 og 907, er ud over dette bygget over det samme dæmpede yderkabinet i lakfinish eller træfiner, og leveres med en Thorens TP 92-tonearm. Topmodellen bruger en 10-tommer TP 88 med etpunktsophæng, såkaldt uni-pivot.

De to mindste modeller bruger en glastallerken, mens topmodellen har pladetallerken i aluminium, og top-pladen er en sandwichkonstruktion af aluminium og polyethylen.

TD 907 anvender en konisk polypropylenmembran mellem lejet til tallerkenen og top-pladen, og har desuden balancerede udgange.

Pladespillerne forventes at være til salg fra oktober 2015. Priserne bliver omkring€3.500  for TD 903,€6.000 for 905 og€9.000 for topmodellen 907.

Les videre
Exit mobile version