iPhone-kopi redder HTC

I hvert fald for en stund.

HTC lancerede den meget iPhone-agtige One A9 i slutningen af oktober – du kan læse vores test af HTC One A9 i vores decemberudgave, som udkommer den 10 december eller her på websiden fra den 18. december – og selvom det kan virke som et billigt trick at komme med en Android-smartphone, der så skamløst skal appellere til iPhone-brugere, så lader det til at virke, for HTC har nu fået vendt en udvikling, der ellers har set omsætningen falde mange måneder i træk!

Don’t take our word for it! Her et officielt pressebillede af HTC One A9. Vurdér selv, om den ligner en iPhone. Foto: HTC

I november omsatte HTC således for 2,15 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 15 procent i forhold til oktober måned. Det skriver CNET.

I september måned blev HTC ellers fjernet fra den taiwanesiske børs’ indeks over de 50 mest værdifulde virksomheder, hvilket var et hårdt slag for virksomheden, der tilbage i 2011 sad på over 11% af det globale smartphone-marked.

Omsætningsstigningen betyder da heller ikke, at HTC kan ånde lettet op, for selvom november-tallene for første gang i lang tid viser en positiv trend, så omsatte HTC stadig for 40% mere i samme måned sidste år.

Det er formentlig også grunden til, at HTC arbejder på at lancere andre typer produkter end smartphones. For eksempel arbejder firmaet på et virtual reality headset, som indtil videre har fået navnet HTC Vive, sammen med spilfirmaet Valve.

HTC har dog tidligere sagt, at HTC Vive ville være at finde i butikkerne inden jul i år. Hvis det mål skal nås, skal de vist skynde sig lidt.

Les videre
Exit mobile version