Amerikanske JLab er på rekordtid blevet en af de største leverandører af hørepropper. Små, prisvenlige og med god batterilevetid har deres produkter fundet fodfæste i et marked, hvor der ikke ligefrem mangler leverandører.
Fokus har været på nyttige funktioner og god lyd for pengene, og indtil nu har JLab ikke udfordret den øverste del af markedet for trådløse hørepropper. Det gør de nu med Epic Lab Edition, som sigter mod premium-klassen, hvor vi finder kendte aktører som Sony, Technics, Bose og Bowers & Wilkins.
Som alle trådløse hørepropper understøtter Epic Lab Edition Bluetooth, men her er det versionen med LC3-codec, som kan give lidt bedre lyd via Bluetooth sammenlignet med SBC, som er mest almindeligt til trådløse hørepropper.
Der er adaptiv støjreduktion med tre indstillingsmuligheder, Bluetooth multipoint for samtidig tilslutning til flere enheder, og op til 56 timers batterilevetid i alt. Hørepropperne alene kan spille i op til 13 timer.
Men det mest interessante er den interne konstruktion med to enheder. En 10 mm dynamisk enhed, som tager sig af bassen, og en balanceret armatur, der håndterer resten. Resultatet, ifølge JLab, er en næsten perfekt Knowles-kurve med udstrakt rækkevidde i begge ender.
Med Knowles-kurven som mål strækker frekvenserne sig yderligere i toppen, hvilket betyder, at hørepropperne er bedre i stand til at udnytte højopløste lydfiler, som man kan streame fra f.eks. Tidal via en USB-C-dongle. Den understøtter 2,4 GHz og har ingen af de båndbreddebegrænsninger, som Bluetooth har.
Der er også en app med eq og flere indstillingsmuligheder, og spatial audio understøttes også. Hørepropperne kan oplades via kabel eller trådløst, og de er vandafvisende.
Det er kun et spørgsmål om uger, før JLab Epic Lab Edition er ude i butikkerne, til en pris af 1.899 kroner.
JLab bruger den samme hybridteknologi med to enheder i Epic Sport ANC 3 med bøjle, som er mere orienteret mod træning, men derudover ikke lige så teknisk avanceret. De lover dog stadig ‘episk lyd’ til halv pris.
Også disse vil være at finde i butikkerne om nogle uger.