Search
Generic filters

Dette er guldalderen!

Hovedtelefonkøberne har aldrig haft et så stort og kvalificeret udvalg som netop nu. Der er noget for enhver smag, ethvert behov og enhver pengepung.

Hovedtelefoner oplever i disse år et bonanza – en gold rush. Aldrig har der været et så stort udvalg af hovedtelefoner til så mange særlige formål og fra så mange leverandører. Klassiske hi-fi-producenter kappes med kendis-rappere om forbrugerens gunst. Det er næsten alt for meget, når man tænker på, at vi hver især kun har to ører at stille til rådighed til formålet. Men selv om den eksplosive vækst har stået på flere år i træk, ser markedet fortsat ud til at være umætteligt.

En del af forklaringen på, at der kan sælges stadig flere hovedtelefoner, er specialisering. Man kan finde hørebøffer til stadig mere specialiserede anvendelser. Det kan ligne et smart forretningstrick – og er det måske også. Men den gode side af det er, at det bliver muligt for os at nyde vores musik på steder og i situationer, hvor det ikke før har været det.

Da Sony lancerede deres Walkman i 1979, blev musikken for første gang bærbar og personlig. Den revolution er siden blevet fortsat og gentaget, med nye musikalske landvindinger som resultat. I dag kan du have koncertsalen med på togturen, på flyrejsen og i træningscenteret – i fuld hi-fi-kvalitet.

 

Til seriøs hjemmebrug

Selv om de har fået adskillige mindre søskende, er de klassiske hi-fi-hovedtelefoner til hjemmebrug stadig familiens overhoved. Og heller ikke her står udviklingen stille. Tværtimod rykkes grænserne hele tiden for, hvor god lyd det er muligt at sætte på hovedet. Hvis tegnebogen rækker, kan du finde high-end hovetelefoner til mange tusind kroner. Det kan ligne overkill, men de bedste hovedtelefoner belønner dig til gengæld med en musikgengivelse, der ville koste det mangedobbelte, hvis den skulle opnås over højttalere.

 

Freden er dyrekøbt

Et andet område, hvor der sker utrolig stor udvikling, er inden for støjreducerende hovedtelefoner. Det er den teknisk mest avancerede kategori, hvor udefrakommende støj fjernes ved hjælp af aktiv elektronik. En eller flere mikrofoner opfanger støjen, som efter rensning og digital behandling tilsættes i modfase til lyden i hovedtelefonerne – med det resultat, at det meste af støjen udfases og forsvinder.

Hvis du rejser meget, er hovedtelefoner med støjreduktion en næsten uundværlig del af håndbagagen. Støjreducerende hovedtelefoner findes i alle størrelser – fra store over-ear til hørepropper – og du kan få dem både med og uden kabel.

 

Meget for lidt

Man behøver dog ikke at betale det hvide ud af øjnene for at få ørerne fyldt med vellyd. Takket være hård konkurrence kan man komme langt for få penge. Vi har i årets løb testet en række overordentlig prisrimelige hovedtelefoner, og det er faktisk let at finde god lyd til under tusind kroner. Især hvis du kan “nøjes” med en traditionel, kablet model.

 

Lige i øret

En anden kategori, hvor der sker virkelig meget, er in-ear høretelefoner, bedre kendt som hørepropper. Altså de helt små hovedtelefoner, der sidder inde i øregangen.

In-ear høretelefoner er andet og mere end det æskefyld, der følger med, når man køber en dyrere smartphone. Man kan få rigtig god – og ikke mindst transportvenlig – lyd med et par hørepropper. Da driveren (højttaler-enheden) i et par hørepropper er få millimeter i diameter, er evnerne i bassen begrænsede, men der findes mere avancerede typer, hvor indbygget elektronik udjævner frekvensgangen.

 

Din personlige træningsmakker

En særlig variant af in-ear hovedtelefoner er træningshovedtelefonerne, der – som navnet antyder – er konstrueret specielt til at hjælpe motionister. Men er det virkelig nødvendigt med særlige hovedtelefoner til det? Ja, faktisk. Træningshovedtelefoner udmærker sig ved at være mere robuste, så de kan tåle en hårdere behandling, og er desuden svedtætte. Endelig er de normalt udstyret med en ørebøjle eller lignende for at holde dem stabilt på plads, når man løber gennem landskabet eller sveder i romaskinen.

Ud over at levere lydtapet til besøget i fitnesscenteret eller den daglige løbetur kan træningshovedtelefoner være udstyret med ekstra elektronik som puls- og skridtmålere, der kan opsamle data til trænings-apps.

 

Vurderede produkter

Følgende produkter var med i konkurrencen om priserne i kategorien Årets Bedste hovedtelefoner:
Marshall Major II BT
AKG Y50BT
Plantronics Backbeat Sense
JBL Everest 100
Sony SBH80
Jays a-Jays Four+
Sony MDR-EX650AP
Supra Nero
Denon AH-GC20
JBL Everest Elite 700
Sennheiser Momentum Wireless
Shure SE846
Bowers & Wilkins P5 Wireless
Audio-Technica ATH-MSR7
Pioneer SE-MHR5
Sennheiser Momentum M2
Beyerdynamic T70p
Sennheiser HD 630VB
Beyerdynamic T90
HiFiMan HE-400i
AKG N60 NC
Skullcandy Grind Wireless

 

 

Årets bedste hørepropper, træning

aaretssportproppar_jaybird-x2_990

Jaybird X2

X2 lyder bedst af alle sportshørepropperne, men kan være lidt bøvlede at få på plads.

Det er kedeligt at træne uden musik. Og almindelige hovedtelefoner bliver sjældent siddende særlig længe, når man først begynder at bevæge sig. Hvad enten det er ude på joggingruten eller på fitnesscenterets løbebånd.

Derfor er markedet for specialiserede træningshøretelefoner eksploderet de senere år. Disse hørepropper anvender forskellige løsninger for at sidde som limet i ørerne. Derudover skal de også kunne tåle mere. Når man bevæger sig, sker det let, at høretelefonerne får et slag, eller at man kommer til at rykke i ledningen. Ledningsfæstet skal derfor være mere holdbart, og byggekvaliteten bedre end normalt.

Sidste års vinder, Bluebuds X, er tilbage i form af de opdaterede X2. Den eneste synlige forskel er, at de har fået en flottere mat finish og nu fås i flere farver. Ellers er det stadig velbyggede hørepropper, selv om de fortsat ikke er IP-certificerede. Men man får en livstidsgaranti mod svedrelaterede fejl.

Designet på propperne gør, at man både kan bære dem med ledningen over øret og med den hængende lige ned. Ud over det solide etui, tre par silikonedutter og ditto vinger får man nu tre par skumpropper med.

Sidst klagede vi over, at det var lidt af en prøvelse at finde den rigtige kombination af dutter og vinger, så de sad godt. Selv om X2 har bedre ergonomi, er tilpasningen stadig et problem. Men de er mere behagelige, når man endelig har ramt rigtigt.

Jaybird har også skruet på lydprofilen, så lyden efter vores mening er en smule mere spids. Men det forhindrer dem ikke i at have den bedste lydkvalitet i klassen med tilpas meget bas. De lyder så godt, at man gerne lytter videre efter træningen.

Med den opdaterede model X2 fortsætter Jaybird med at levere sportshøretelefoner i topklasse. Lydkvaliteten er stadig den bedste i kategorien og så god, at man sagtens kan have dem som sine eneste høretelefoner.

De kan bæres på to forskellige måder, og der følger nu endnu flere øredutter med, så man kan få perfekt pasform. At finde den rigtige kombination, så de sidder godt, kan være frustrerende. Men hvis man ikke giver op, belønnes man med behagelige og vellydende høretelefoner, der gør træningen sjovere.

Pris: 1.400 kroner
Web: isolda.dk
Samlet vurdering (1-6): 5
Læs testen her

 

 

Årets bedste hørepropper

aaretsoronproppar_rha-t20_990

RHA T20

I højere prisklasser forventer man bedre lyd, og det får man så afgjort her.

Med helt specielle drivere samt unikke løsninger, der giver lytteren mulighed for selv at bestemme klangbalancen, er disse stålpropper fra skotske RHA nogle af de bedste hørepropper, vi har hørt i lang tid.

De lyder lidt tyndt og hårdt i begyndelsen, men det bedrer sig hurtigt, og lyden bliver glattere og mere afbalanceret uden unoder af betydning. Bassen er hele tiden stram, men bliver varmere og mere fyldig efterhånden. Mellemtonen bliver også mere poleret, med færre sch-lyde, hvor man helst skal høre klare s-lyde – f.eks. på kvindevokaler – og detaljer og nuancer kommer tydeligere frem.

Så kan man også høre instrumentklangen bedre. Vibrafonen på Steps Aheads “Skyward Bound” får mere bundklang, og efterklangen er tydeligere. Trommer og bas på Band of Golds “No Way Around” er stramt og kraftfuldt gengivet. Bassen er bedre nuanceret end på tilsvarende propper fra Sennheiser og Shure, og i den anden ende er diskanten hørbart mere luftig og distinkt.

Det kan man bl.a. høre på ouverturen til Mozarts Figaros bryllup, hvor strygerne svæver vægtløst på bomuldsskyer, og de mange nuancer i lydbilledet gør det muligt at høre selv klapperne på træblæserne. Dynamikken er på niveau med det bedste, jeg har testet – bortset fra Shure SE846 og UE In-Ear Reference, men de er også i en helt anden prisklasse.

Hør f.eks. Judith Hills “As Trains Go By” på dine egne hørepropper. Skæringen kan lyde rodet og anmassende på dårligere hørebøffer og propper, men her kan man spille temmelig højt, og alligevel har RHA jernhård kontrol over dynamikken uanset frekvens.

Skift til Radka Toneff og Steve Dobrogosz’ jazzalbum Fairytales, og indtrykket af et par afbalancerede, åbne og dynamiske hørepropper med stor klangrigdom forstærkes. Hør dybden i klaverets klang og varmen i vokalen, og læg mærke til, hvor mange smålyde og detaljer man opfatter i lydbilledet.

Hvis man er villig til at lægge lidt ekstra for et par rigtig gode hørepropper, er RHA T20 et glimrende valg. At man kan tilpasse lyden til sin egen smag, er praktisk, og hvis man kan lide glasklar lyd med stram dynamisk kontrol, er disse solide stålpropper noget af det bedste til under 2.500 kroner.

Pris: 1.790 kroner
Web: lydportalen.dk
Samlet vurdering (1-6): 6
Læs testen her

 

 

Årets bedste hovedtelefoner, budgetklasse

aaretsbudgethorlurarsony-mdr-100aap_990

Sony MDR-100AAP

Sonys kulørte hovedtelefoner tager alle stikkene hjem.

At få god musik i ørerne på den daglige pendlertur, på ferien eller hjemme i sofaen behøver ikke at koste en formue. Det er Sony MDR-100AAP et fremragende eksempel på. De har hverken finesser som Lightning-stik, Bluetooth eller aktiv støjreduktion – pengene er først og fremmest gået til god lyd.

MDR-100AAP sælges også under navnet h.ear on, hvilket fejlagtigt kan give det indtryk, at der er tale om en on-ear model. I virkeligheden er de fuldvoksne over-ear hørebøffer, omend de ikke er større end on-ear modellerne fra Philips og Pioneer.

Det første, man bemærker ved dem, er farven, der er lige så ekstrem, som den er gennemført. Vores testeksemplar var i en blågrøn metalnuance, der dækkede hver en kvadratmillimeter af hovedtelefonerne. Selv metallet i hovedbøjlen var i eksakt samme nuance. De fås også i skrigende pink, rød og limegul – samt i sort, hvis du ikke er så eventyrlysten.

Trods størrelsen fylder de ikke meget i bagagen, da de kan klappes sammen. Det flade, gummibelagte kabel er aftageligt og forsynet med samme enknaps kontrol/mikrofon som de fleste andre i testen. Men selvfølgelig blågrøn. Bærekomforten er i top, og ørekopperne sidder stabilt og behageligt – selv over et par forholdsvis store ører som undertegnedes.

MDR-100AAP er ifølge Sony kompatible med HD-lyd, og der opgives et frekvensområde fra 5 Hz til 60 kHz! Det er flere oktaver ud over den menneskelige hørelse, men skulle garantere, at forvrængningen er lav i det område, man faktisk kan høre.

Lydkvalitet
Når man sætter MDR-100AAP på hovedet er der ikke meget tvivl om, at man her sidder med klassens bedste lyd. Lydbilledet er stort og lækkert, og der er drøn på bassen og detaljer i diskanten. Sonys hørebøffer klarer både tunge beats og spinkle sangstemmer lige overbevisende.

Konklusion
Sony MDR-100AAP er et rigtig godt køb. Her får man lyd, der er en klasse over de fleste andre billige hovedtelefoner, og samtidig en bærekomfort, der gør det muligt at nyde hi-fi i mange timer i træk – både derhjemme og på farten.

Pris: 999 kroner
Web: sony.dk
Samlet vurdering (1-6): 5
Læs testen her

 

 

Årets bedste støjreducerende hovedtelefoner

aaretsbrushorlurar_bose-quietcomfort-35_990

Bose QuietComfort 35

Markedets bedste støjreducerende hovedtelefoner er endelig blevet trådløse. Resultatet er ren magi.

Når det gælder effektiv støjreduktion og en komfort, der får resten til at virke som hårdkogte grisefødder, er der ingen over eller ved siden af Bose QuietComfort 25. Og i det forgangne år valgte de endelig at droppe ledningen og præsentere QuietComfort 35. Samme pasform, samme lave vægt og lige så effektiv støjreduktion.

Bose har ikke ladet sig friste til at ændre på en vinderopskrift. Kontrol/mikrofonen fra den forsvundne ledning er flyttet til højre ørekop, hvor man kan trykke for pause og play, besvare mobilopkald og selvfølgelig justere volumen.

Den eneste, Bose har gjort ved QC35 rent lydmæssigt, er at tilføje en lille digital signalprocessor, som forstærker bassen lidt ved lavere lydniveauer, så man ikke behøver at spille så højt for at få fyldig lyd.

I trådløs tilstand er støjreduktionen altid på, så hvis du vil høre, hvad der sker omkring dig, gør du bedst i at tilslutte ledningen. Sådan en følger nemlig også med, og med den holder batteriet i 40 timer med støjreduktionen tændt, og du kan fortsætte med at høre musik, når batteriet løber tør. Altså uden støjreduktion.

Lydkvalitet
Lyden er rigtig god og opleves meget ligesom på QuietComfort 25 – ja, faktisk lidt bedre trods det komprimerede Bluetooth-signal. Den ekstra fylde i bassen ved lav volumen er et klogt valg, eftersom man kan høre musik endnu lavere end før uden at miste fokus på musikken. Og det er slet ikke overdrevet, så man føler, at nogen har smurt et lag Nutella ud over elbassen …

Pop og rock lyder levende og fyldigt, med god fokus på instrumenter og sangstemmer. Der er mere punch i bassen og mere overskud ved høj volumen end på QuietComfort 25, fordi QC35 har helaktiv drift og bedre dynamik. Basrytmerne på David Bowies “Lazarus” bliver mere saftige, og hiphop lyder endnu sejere.

Den trådløse forbindelse til mobilen er superstabil, og batterikapaciteten er på imponerende 20 timer trådløst og 40 timer med kabel i støjreducerende tilstand. Derefter kan man høre videre som normalt med ledning.

Der findes hovedtelefoner med endnu bedre opløsning i overtonerne, og under perfekte forhold vil f.eks. Sony MDR-1000X give bedre lyd. Men alle, der er på farten, vil foretrække de lettere og mere komfortable QC35. Temmelig tæt på perfektion, kort sagt!

Pris: 3.149 kroner
Web: bose.dk
Samlet vurdering (1-6): 6
Læs testen her

 

 

Årets bedste hovedtelefoner, high-end

aaretshighendhrl_beyerdynamic_t5p_g2_990

Beyerdynamic T 5 p (2. generation)

Beyerdynamic jorder alle andre transportable hovedtelefoner, vi har hørt.

7.500 kroner for et par hovedtelefoner? De må da være vanvittige! Sådan tænker du måske, men så hør lige her: Du synes sikkert, at det er okay at bruge så mange penge på et hi-fi-anlæg, men lydkvaliteten vil ikke engang vil være i nærheden af T 5 p. Ikke alene er selve anlægget en bremseklods – især højttalerne – rummets akustik vil også påvirke lyden negativt.

Dertil kommer, at hovedtelefoner lader dig høre musik overalt og derfor meget oftere, end du har mulighed for med et stereoanlæg i stuen. Forestil dig altid at have adgang til magisk high-end lyd, uanset om du er på arbejde, hjemme eller ude og rejse. Det kaldes ikke personlig hi-fi for ingenting!

Og husk, at materialeomkostningerne er meget lavere på et sæt hovedtelefoner end på et stort hi-fi-system, så et par til 7.500 kroner kan give en lydoplevelse, som du rask væk må betale 75.000 kroner for, hvis et anlæg skal gøre samme gavn.

Komfort
Beyerdynamic har mig bekendt aldrig lavet ubekvemme hovedtelefoner. Men selv i forhold til deres egne T 70 p sidder T 5 p ekstra godt. Ørepuderne er af læder med perfekt pasform omkring ørerne, og hovedbøjlen har læder rundt om pudestoffet, hvilket giver god og behagelig støtte. Som får dem til at føles lettere end deres 350 gram. Kvalitetsindtrykket er også upåklageligt, og T 5 p G2 virker gennemført i alle led.

Den medfølgende ledning på 1,4 meter er mere end lang nok til en afspiller i lommen, men kan være lige lovlig kort, hvis man vil bruge dem sammen med en forstærker derhjemme.

Lydkvalitet
Musikken gengives med virkelig luftige og udstrakte overtoner, så bækkener lyder spejlblankt, og violiner høres med deres komplekse tonestrukturer. Både kvindelige og mandlige vokaler får flere nuancer, og T 5 p har mere fylde og varme i mellemtonen end andre modeller fra samme producent. De er mindre analytiske og lyder mere rumligt, end vi er vant til fra Beyerdynamic.

Det er virkelig imponerende, så godt T 5 p lyder sammen med mobilen. Men der bor selvsagt mere kvalitet i dem end som så. En high-end afspiller som Pioneer XTP-100R får virkelig hovedtelefonerne til at blomstre og tegner et stort, finkornet og yderst fokuseret lydbillede op. Og fordi driverne sidder lidt foran ørerne, vinklet bagud, får man mere indtryk af, at lyden kommer forfra, end med hovedtelefoner, hvor driverne sidder direkte uden på ørerne og spiller lige ind i dem.

Det her er High-end med stor H og de bedste hovedtelefoner til bærbart udstyr, vi kender.

Pris: 7.499 kroner
Web: eeteuroparts.dk
Samlet vurdering (1-6): 6
Læs testen her
Kommenter

Skriv et svar

    Læs også

    Endnu en svensk originalserie på vej fra streaming-giganten.
    SteelSeries Arctis 9 er et trådløst headset med surround-lyd, der duer til både PC og PlayStation.
    GoPro Hero9 Black har 5K-video og endnu bedre videostabilisering – og har endelig fået selfie-skærm.
    Et nærmere kig på den nye Xbox, både udenpå og indeni.
    Den 30. oktober er der premiere på 2. sæson af The Mandalorian på Disney+.
    Og priserne bliver relativt behagelige.
    Vidvinkelzoom og lysstærk 50 mm til Nikon Z.
    En mere kompakt og billigere model af Sony Xperia 1 II. Men med næsten alle de samme specifikationer.

    Aktuelle tilbud

    Annonce

    Shure Aonic 50

    Vejl.pris 3200 kr Hele stjernehimlen åbenbarer sig

    Sony WH-1000XM4

    Vejl.pris 2800 kr Den nye konge af støjreduktion

    Timekettle M2

    Vejl.pris 800 kr Din egen tolk direkte i øret

    HiFiMAN HE-1000se

    Vejl.pris 27650 kr Det rene vanvid – men åh, så dejligt!
    Prisjagt.dk er en kommerciel partner for lydogbillede.dk. De leverer opdaterede priser, prisvarsling og produktinformation.