Nyhed

Bose tilbagekalder Sleepbuds

Giver pengene tilbage på grund af uoprettelig fejl.

For præcis et år siden lancerede Bose deres Sleepbuds, som skulle revolutionere nattesøvnen for folk, der blev generet af støj udefra. F.eks. fra en snorkende sengepartner. Det var nemlig støjmaskerende hørepropper, der ikke spillede musik, men i stedet naturlyde direkte i ørerne og dermed maskerede for anden støj.

I sidste uge kom nyheden så om, at Bose tilbagekalder Sleepbuds på grund af problemer med batterierne. Mange kunder har døjet med, at produktet aldrig blev ladet helt op eller pludselig slukkede. Eller begge dele.

Efter flere firmware-opdateringer i forsøg på at afhjælpe problemet har Bose fundet ud af, at det er selve batterierne, der ikke er gode nok.

Tilbagekaldes helt

Sleepbuds tilbagekaldes derfor i deres helhed, og alle kunder kan levere dem tilbage til forhandleren inden den 31. december og få alle pengene tilbage. Alternativt kan man vælge at få et nyt par, men vær i så fald opmærksom på, at også de vil kunne få problemer med batterierne efterhånden. Hvis der opstår problemer med det nye par efter den 31. december, gælder den sædvanlige garanti for det nye produkt.

Bose benytter også lejligheden til at give en uforbeholden undskyldning:

“We’re sorry for disappointing you, and we’re sorry for not communicating more clearly along the way. We had good intentions, but unless that makes a difference to you, it’s not enough.”

Les videre
Exit mobile version