De sagde allerede i fjor, at der skulle komme en topmodel, der ville overtage tronen fra B&W’s flagskib gennem mange år. En højttaler i high-end klassen, der skulle lyde som, men ikke koste så meget som de dyreste højttalere.
Nuvel, den nye 800 D3 er ikke ligefrem billig, men med en anslået pris på en lille kvart million for et sæt har de ret i, at der findes langt dyrere højttalere derude, som ikke nødvendigvis er bedre.
Præcis hvor gode de nye højttalere, er det for tidligt at fælde en dom over. Men lyttedemoen efter B&W’s præsentation af højttalerne var mildt sagt overbevisende.
De er lidt dybere og lidt bredere end 802 D3 og næsten lige så høje. Men du godeste for en forskel i lydintryk! De to 25 cm Aerofoil-basenheder lød kraftfuldt og kontrolleret på samme tid. De slår fra sig på en langt mere fysisk måde end 802 D3, og stereoperspektivet var klippefast, selv når det blev spillet meget, meget højt.
Teknisk set de naturligvis meget som 802 og 803 D3, men bas- og mellemtoneenhederne er en lille generation nyere, og størrelsen af baskabinettet har ført til en bedre dæmpning. Så lyden kommer ud gennem højttalermembranerne i stedet for at flyde rundt i kabinetresonanser.
Korsang er ofte en lakmusprøve på højttalere, og Verdis Reqiuem er så komplekst, at mange højttalere gengiver sangen uden fokus, næsten som en grød, hvor stemmerne bare bliver en ikke-homogen masse.
Men ikke her. Jeg kunne høre de enkelte stemmer ubesværet i det brede og dybe lydbillede, som jeg havde frygtet ville være skærende ubehageligt.
Ubehagelig var heller ikke demoen af Deadmaus på 800 D3, men bassen masserede indvoldene så kraftigt, at det var godt, at nummeret ikke varede længe.
Det lyder med andre ord lovende. Men vi skal nok først få ryddet pladsen i testrummet til en kommende test, før vi fortæller, hvor gode de rent faktisk er.