Tangent opdaterer budgetvenlig højttalerserie

Tangent Spectrum II er landet. Den nye højttalerserie byder på forbedret lyd, Dolby Atmos-modeller og priser, hvor alle kan være med.

Tangent Spectrum II

(Grafik: Tangent Audio)

Den danske hi-fi-producent Tangent har løftet sløret for en fuld opdatering af deres populære og budgetvenlige Spectrum-højttalerserie. Den nye familie, der logisk nok bærer navnet Spectrum II, lover forbedringer på de indre linjer og udvider sortimentet markant. Nu kan man bygge en komplet surround- eller Dolby Atmos-biograf uden at skulle have det store checkhæfte frem.

Vi har tidligere haft fornøjelse af forgængeren, den kompakte Spectrum X5, som var med i en test af billige reolhøjttalere. Dengang var konklusionen, at den egnede sig bedst til baggrundsmusik. Med den nye serie lover Tangent dog tekniske opgraderinger, der skal løfte lydkvaliteten til et nyt niveau.

Læs også TEST: Tangent Spectrum X4 Skal du have hi-fi på kollegieværelset eller et par fine højttalere til skrivebordet, kommer du langt for små midler her.

Finpudsning bag facaden

Selvom højttalerne ved første øjekast ligner sig selv med deres diskrete, matte finish i sort eller hvid, er de tekniske opgraderinger ifølge Tangent til at tage og føle på. Delefiltrene er blevet finpudset med blandt andet MKP-kondensatorer til diskanten, metaloxid-modstande for højere præcision og større spoler, hvilket skulle levere en strammere og mere kontrolleret bas.

Tangent Spectrum II
Alle modeller fås i sort og hvid. (Grafik: Tangent Audio)

En komplet familie til film og musik

Den største nyhed er dog, at Spectrum II nu er en fuldblods-højttalerserie med modeller til ethvert formål i hjemmebiografen. Ud over de klassiske reolhøjttalere og en gulvmodel, tæller serien nu også dedikerede højttalere til Dolby Atmos og en mere fleksibel væghøjttaler.

Hele familien består af:

  • Spectrum II X4 & X5: To reolmodeller, hvor X5 er den lidt større med en 5-tommers bas/mellemtone.
  • Spectrum II X6: En slank 3-vejs gulvhøjttaler.
  • Spectrum II XC: En dedikeret centerhøjttaler til klar dialog.
  • Spectrum II XLCR: En alsidig væghængt LCR-højttaler, der kan bruges som både front-, center- og baghøjttaler.
  • Spectrum II XATM: Et par Dolby Atmos-højttalere, designet til at blive placeret oven på gulvmodellen X6 for at give lyd i højden.
  • Spectrum II XSW8: En aktiv subwoofer med en 8-tommers enhed og 100 watt forstærker til at tage sig af de dybeste frekvenser.

Priserne er, som vanligt for Tangent, holdt på et niveau, hvor de fleste kan være med. Reolhøjttaleren X5 står til en vejledende pris på 2.499 kr. for et par, mens et par af gulvmodellerne X6 koster 5.998 kr.

Om de tekniske forbedringer for alvor har givet pote, må en eventuel test vise. Men på papiret ser det ud til, at Tangent endnu engang har skruet en fornuftig og yderst alsidig højttalerserie sammen til en meget tilgængelig pris.

(Grafik: Tangent Audio)
Læs videre
Exit mobile version