NYHED

Sonus faber lancerer Olympica Nova

Hvis de spiller lige så godt, som de ser ud, har vi noget at glæde os til.

Man kan være rimelig sikker på, at hvis det ser godt ud, så spiller det som regel også godt, for Sonus faber formår som regel at kombinere eksklusivt design og tiltalende lyd. Det håber vi, at de også har gjort denne gang, for den nye højttalerserie ser virkelig godt ud.

Olympica Nova-serien er bygget i Vicenza i Italien og erstatter den udgående Olympica-serie, men udvides med et nyt flagskib.

(Foto: Sonus faber)

Højttalerne er en videreudvikling af Olympica, men Olympica Nova har fået nye højttaler-enheder samt nye delefiltre og kabinetter, og er tunet anderledes. Flagskibet Nova V på billedet ovenfor er (ligesom Nova Center I) en helt ny version, der ikke erstatter nogen ældre model.

Olympica Nova V er, sammen med Nova III, en trevejs gulvstående højttaler, men med tre 18 cm bas-enheder, hvor Nova III har to. Nova III er den direkte afløser til en af vores gamle favoritter og referencehøjttalere, Olympica III. Som stadig formår at fremkalde gåsehud.

(Foto: Sonus faber)

Syv modeller

Billedet ovenfor viser (fra venstre mod højre) de to nye centerhøjttalere, Nova Center I og Center II, den mindste gulvstående, Nova II, den eneste kompakthøjttaler, Nova I, og de nævnte Nova III og Nova V. Men også en ny model, væghøjttaleren Nova Wall. Der ligesom centerhøjttalerne sælges stykvis.

Læs testen af Sonus faber Olympica I

(Foto: Sonus faber)

Højttalerne fås i valnød eller wengé, og de buede kabinetter har otte lag trælaminat, der er limet på kabinetterne under højt tryk.

Indvendig er afstivninger samt top- og bundplader i aluminium koblet med langsgående afstivninger udvendig for at dæmpe resonanser. Den lodrette aluminiumprofil på bagsiden har Sonus fabers Stealth Ultraflex basreflekssystem, ikke uligt hvad vi har set på Serafino Tradition. Denne basventil skulle være bedre end traditionel basrefleks med bedre kontrol over luftstrømmen og derfor lavere forvrængning.

(Foto: Sonus faber)

Nye højttaler-enheder

Højttalerne anvender Sonus fabers Arrow Point DAD (Damped Apex Dome) med en dome-formet membran til diskanten og en ringradiator ovenover, som skal give optimal, mere fasekorrekt spredning af lydbølgerne over et større frekvensområde.

Diskanten er monteret på en fælles læderbetrukket baffel med en ny mellemtone, der har fået et specialudviklet, lufttørret membranmateriale af cellulose, silkebomuld, bastfiber og andre naturlige fibre, som der står i pressemeddelelsen.

De gulvstående i serien har fået en fase-plug i aluminium og kobber, der skal reducere forvrængning og give bedre mikrodynamik, som det siges. Bas-enhederne har fået en ekstremt let membran med syntaktisk skum mellem to lag lufttørret cellulose.

(Foto: Sonus faber)

Priser (ca.)

Olympica Nova I: 45.000 kroner parret (standere 7.500 kroner pr. par)

Olympica Nova II: 67.000 kroner parret

Olympica Nova III: 90.000 kroner parret

Olympica Nova V: 112.500 kroner parret

Olympica Nova Center I: 33.500 kroner stykket

Olympica Nova Center II: 48.000 kroner stykket

Olympica Nova Wall (inkl. vægfæste): 25.000 kroner stykket

Les videre
Exit mobile version