“Professionelle Bluetooth-produkter” fra Sandberg

Sandberg introducerer nu en serie af Bluetooth produkter, hvor man lover at præstationer og brugeroplevelse er i højsædet.

sandberg

Man har måske vænnet sig til at Bluetooth er en praktisk løsning, fordi man slipper for ledningen når man skal tale håndfrit i mobiltelefon. 

Sandberg vil noget andet. Derfor, siger man, er det først og fremmest den lydmæssige oplevelse, der er lagt vægt på i de nye enheder. Men de kan da også godt bruges til samtaler.

Det nye headset er udstyret med 50mm Neodymium enheder, som skal levere “et nuanceret og velafbalanceret lydbillede”. Man går så langt at man siger at “i modsætning til andre Bluetooth headsets vil man pludselig opleve en fyldig bas”. Ørebøfferne kan klappes ind for at gøre transport af headsettet lettere. Headsettet er udstyret med Li-Polymer batterier, som giver op til 10 timers spilletid og 250 timers standby. Prisen er 499 kr.

Højttaleren i Pro-serien er en tæt lille sag, der også er udstyret med mikrofon og kan derfor også anvendes til konferencesamtaler. Den kan bruges enten med fast strøm eller spille op til 6 timer på en opladning. Begge enheder har betjeningsknapper til at skifte track, skrue op og ned for lyden og besvare opkald. Prisen er 299 kr.

www.sandberg.it

Læs videre
Exit mobile version