Nyhed

Philips-højttalere spiller i farver

Philips lancerer to nye højttalere, W6505 og W6205, som er en del af en hel familie med TV’er og lydprodukter, der lyser op i stemningsfulde farver.

TV & Sound Wireless Home System er navnet på en familie af Philips-produkter, der omfatter både TV’er, soundbars og trådløse højttalere, som synkroniserer lyd og billede – og byder på et LED-lysshow i RGB-farver.

Familien har nu fået to nye højttalere: Den lodretstående W6205 og den større, vandretstående W6505. De to kan synkroniseres med Philips’ Ambilight-TV’er og producentens nye soundbars, og kan lyse op med farver i takt med Ambilight-effekterne på TV’et. Så når vi taler om “farvet lyd”, mener vi det bogstaveligt!

Philips W6505 og RAW6205 er en del af en højttalerfamilie, som alle kan levere lysshow synkront med Philips’ Ambilight-TV’er. (Foto: Philips)

Trådløs streaming af musik sker over hjemmenetværket med DTS Play-Fi, og produkterne kan spille sammen med streaming-produkter fra andre mærker, der også understøtter Play-Fi. Klipsch, McIntosh, Polk, Onkyo, Pioner, Rotel, Sonus faber og SVS har alle produkter med Play-Fi, og det samme har flere andre mærker.

Også Philips’ Android-TV’er fra 2019 og nyere er DTS Play-Fi-kompatible. Det samme gælder de nyeste soundbars fra den hollandske producent.

Den mest sømløse integration med andre af Philips’ Play-Fi-produkter får man med Philips Sound-app’en, der har DTS Play-Fi integreret. App’en er specielt designet til at få Philips-TV’er og -lydprodukter til at fungere gnidningsløst sammen.

Undertegnedes egen erfaring med Play-Fi er, at det er meget brugervenligt – på bekostning af de mest avancerede indstillingsmuligheder. Men det virker fornuftigt af Philips at satse på brugervenlighed.

Philips W6205. (Foto: Philips)

Europæisk design

Både W6205 og W6505 har et minimalistisk, “europæisk” design med mørkegråt transparent stof rundt om højttaleren og en tynd, stilig metalplade på toppen, hvor betjeningsknapperne sidder.

W6205 har en dome-formet diskanthøjttaler og en 3,5 tommers bas-enhed suppleret med to passive bas-enheder med Philips’ patenterede wOOx-ophæng. Det skal give “den maksimale basoplevelse”, og forstærkereffekten siges at være hele 40 watt.

Vi bliver lovet musik med “en klar, detaljerig diskant og en præcis bas”. Lydoplevelsen kan få en ekstra dimension ved at parre højttaleren med en ekstra W6205-højttaler for at få stereolyd.

Den større højttaler, W6505, skal fylde rummet bedre takket være to diskant-domes plus to 3,5 tommers bas-enheder. De samme to passive wOOx bas-enheder sørger for at udligne trykket i kabinettet for at give en mere udstrakt basrespons.

Her er forstærkereffekten opgivet til 80 watt. Med andre ord får man to W6205 med én W6505. Også her kan to kobles i stereo for endnu større lydgengivelse.

Philips W6505. (Foto: Philips)

Udvidet funktionalitet

Ud over at fungere med DTS Play-Fi kan både W6205 og W6505 bruges trådløst med Bluetooth, Google Chromecast og Apple AirPlay 2. Begge højttalere har også Spotify Connect og adgang til alle de vigtigste streaming-tjenester via Philips Sound-app’en.

Begge højttalere understøtter både Amazon Alexa og Google Assistant, og kan også stemmestyres med Siri via en iPhone eller iPad.

Priser

Philips W6205 koster 1.999 kroner, mens den større W6505 koster 2.499 kroner.

philips.dk

Højttalerne styres med app’en Philip Sound. (Foto: Philips)
Les videre
Exit mobile version