De fleste kender KEF’s berømte ægformede højttalere i alle deres afskygninger. Mest bemærkelsesværdig var KHT serien, som vi gentagne gange har hyldet med priser.
Kefs seneste nyhed er dyre bordhøjttalere, der blot går under navnet EGG, og er trådløse med Bluetooth-forbindelse. Og er din afspiller aptX-kompatibel, får du næsten cd-kvalitet uden kabel.
Den ene højttaler tilsluttes til lysnettet, og her sker processering og forstærkning. Den anden højttaler tilsluttes med kabel til forstærkerudgange på den første. Og så er det bare at finde sin mobiltelefon frem og spille musik.
Højttalerne understøtter også HD-lyd, til dette formål sidder en USB DAC-indgang til pc og Mac, og du kan også bruge en optisk digitalindgang.
Prisen i Storbritannien er £350, så ud fra den aktuelle valutakurs forventer vi en dansk pris på knap 4.000 kroner.
Vi vender tilbage med en test, når produktet bliver tilgængeligt.
