Meridian går i et med væggen: Hi-fi til prisen på en ny familiebil

Britiske Meridian Audio er klar med deres nye 2026-udgaver af DSP750 og DSP730. Det er indbygningshøjttalere til dig, der vil have lyden fra en luksus-biograf gemt væk bag gipsen – og som har budgettet til det.

Meridian DSP750

(Foto: Meridian)

Indbygningslyd handler ikke længere bare om at få baggrundsstøj i køkkenet eller et par diskrete bagkanaler til hjemmebiografen. Meridian Audio har netop opdateret deres eksisterende serie af arkitektoniske højttalere til 2026 Editions, og de har ikke sparet på noget som helst.

Det er ikke Meridians første forsøg på at erobre hulmuren, men med de nye udgaver af DSP750 og DSP730 trækker de nu for alvor på deres Extreme Engineering Programme. Det er den samme teknologiske rugekasse, som har født de astronomisk dyre flagskibe som DSP8000 XE og den skulpturelle DSP9.

Læs også Guide: Guide: Sådan vælger du den rigtige soundbar (2025) Det kan være forvirrende at vælge en ny soundbar med alle de modeller, der findes på markedet. Vores soundbar-guide hjælper dig med at vælge den rigtige størrelse og funktioner som Dolby Atmos, så du får den bedste lydoplevelse på dit TV.

Intelligens bag tapetet

Hjertet i de nye modeller er den opdaterede Atlas software core. Selvom det lyder som noget fra en James Bond-film, er det i virkeligheden en digital hjerne, der styrer alt fra tidsoptimering til de avancerede delefiltre.

Da indbygningshøjttalere ofte ender i højder eller placeringer, der ikke er helt ideelle, har Meridian udstyret dem med teknologierne Image Focus+ og Image Elevation. Meridian lover, at de med matematisk præcision løftes lydbilledet digitalt, så dialogen i din film rent faktisk føles, som om den kommer fra skærmen.

Meridian DSP750
Der er integreret backbox, så lyden ikke trænger ud i resten af huset. (Foto: Meridian)

En af de største udfordringer ved at montere kraftige højttalere i en væg er, at man risikerer, at hele huset spiller med. Meridian har løst dette med et forseglet aluminiumskabinet (backbox) og et dobbelt-baffel-design. Det sikrer, at energien bliver sendt ud i rummet til dine ører, fremfor at gå på eventyr i hulmuren.

Med en dybde på kun 100 mm er de designet til at glide ind i de fleste moderne vægkonstruktioner, og de magnetiske fronter kan males, så de matcher din indretning perfekt.

En investering i den tunge ende

Meridian oplyser kun priser på forespørgsel gennem deres installatører, men kigger man på de tidligere generationer, lander et komplet stereosæt hurtigt i en prisklasse, hvor man alternativt kunne have købt en veludstyret tysk familiebil. Med et lydanlæg i den bedre. Så vi er i en prisklasse, hvor de fleste af os må nøjes med at læse om det.

Fakta: Meridian 2026 Editions

  • Modeller: DSP750 (flagskibet) og DSP730 (den mere kompakte lillebror).

  • Teknik: Atlas software core, Pro-TEC beskyttelse, Image Elevation.
  • Design: Forseglet aluminiumskabinet, 100 mm monteringsdybde.

  • Pris: Ikke oplyst. Men billigere end huset – og dyrere end bilen.

Meridian DSP730. (Foto: Meridian)
Læs videre
Exit mobile version