Mere af en god ting

UE Boom er en af de bedste bærbare højttalere, vi har testet. Nu kommer den større Megaboom, som tilmed er vandtæt.

Den lille UE Boom er ikke større end en dåseøl, men spiller som en stor højttaler og er vejrtæt med god batteritid. Nu lancerer Logitech-ejede Ultimate Ears en større model, Megaboom som er vandtæt (IPx7) og spiller længere.

Som den lille Boom spiller også MegaBoom 360 grader, og den kan bruges med tablets og mobiler via Bluetooth, men har også en enkelt lydindgang på undersiden.

Med større højttalerelementer spiller den højere – op til 90 dB, og batteritiden er opgivet til 20 timer på en oplading.

Den kan styres med en app til iOS eller Android, og har fået nye funktioner, som fjernstyret tænd/sluk, alarm og equalizer for tilpasset lyd, og den kan købes i løbet af januar til 1.900 kroner.

MegaBoom vejer 877 gram, og er 22,6 cm høj, og er dermed væsentlig større end den mindre Boom, men den er trods alt stadig mindre og lettere end mange andre bærbare højttalere, vi har testet.

Den kan også parres i stereo med en ekstra MegaBoom, eller en almindelig Boom, og giver dermed endnu bedre lyd og et større lydbillede.

Les videre
Exit mobile version