Det er efterhånden en del år siden, at Marshall fandt ud af, at der var mindst lige så mange penge i Bluetooth-højttalere til køkkenet som i stakkevis af forstærkere til rockfestivaler. Og de firkantede, vinylbetrukne kasser med det ikoniske skråskriftlogo står da også i utallige hjem.
Men indtil nu har de oftest levet en ensom tilværelse, hvor de hver især har kunnet skele misundeligt til naboens Sonos-system.
Det vil Marshall nu lave om på med lanceringen af Marshall Heddon.
Boks uden lyd
Heddon er ikke en højttaler. Det er en lille sort boks, der mest af alt ligner en krympet guitarforstærker-top eller et Apple TV, der har været gennem en midtlivskrise.
Boksens opgave er at være hjerne og dirigent. Den slutter sig til dit Wi-Fi og henter musikken fra Spotify Connect, Tidal, AirPlay eller Google Cast. Det er fint, men det har vi set før.
Det smarte er måden, den sender lyden videre på. Heddon bruger nemlig den nye Auracast-teknologi (en del af Bluetooth LE Audio) til at sende lyden trådløst videre til dine højttalere.
Kun trådløst for de nye i klassen
Der er dog et men, som man skal være opmærksom på, inden dankortet gløder. Den trådløse Auracast-magi virker kun med Marshalls nyeste generation af hjemmehøjttalere: Acton III, Stanmore III og Woburn III.
Har du en ældre model stående? Fortvivl ikke helt. Marshall har (heldigvis) udstyret Heddon med gode, gammeldags RCA-udgange (phono), så du kan koble din gamle Stanmore eller Kilburn til med kabel og gøre den til en del af det smarte selskab.

Derfor er den gamle Bluetooth dømt ude
Man kunne fristes til at spørge, hvorfor Heddon ikke bare sender almindelig Bluetooth (A2DP) til de ældre modeller? Svaret er: Digital forsinkelse. Den klassiske Bluetooth-protokol er notorisk sløv i optrækket med en forsinkelse (latency) på ofte flere hundrede millisekunder.
Auracast er derimod bygget til benhård synkronisering. Havde Marshall blandet de to teknologier, ville lyden i stuen og køkkenet ramme dine ører forskudt. Resultatet ville ikke være lækker stereolyd, men snarere det kaotiske ekko, man oplever, når man står midt imellem to scener på en festivalplads.
Vinyl-renæssance
Bagsiden gemmer også på en indgang, som nok skal vække glæde hos retro-segmentet: En RCA-indgang til pladespiller (husk at anskaffe en RIAA-forstærker!). Det betyder, at du kan sætte vinylskiven på i stuen og høre både dynamik og pladestøj i soveværelset. Det er en funktion, vi kender fra konkurrenterne, men det er rart at se den her også.
Pris og tilgængelighed
Marshall Heddon er landet i butikkerne nu. Prisen er 1.549 kroner. Det er en sjat for en boks uden højttalerenheder. Men har du allerede investeret i Marshall-universet, er det prisen for at få dine højttalere til at tale sammen. Og så ser den jo unægtelig lidt rock and roll-sej ud på hylden.
Mere info: marshall
