Nyhed

KH 120 II: Ny udgave af populære Neumann-monitorer

KH 120 II får dybere bas, bedre lyd – og tåler højere lydtryk. Og har ikke mindst DSP med fasekorrektion.

Nu kommer Neumann KH 120 med den første nye udgave i 13 år. KH 120 II er mere end bare en finjustering, for her lover Neumann først og fremmest en akustisk forbedring over forgængeren. Dybere bas og højere opløsning er resultatet, og desuden tåler højttaleren et højere lydtryk.

Lydteknikere og entusiaster kan også fryde sig over indbygget DSP, som optimerer faseresponsen ved delefrekvensene, og som ikke mindst korrigerer for et ulineært rum.

Foto: Neumann

Jævn frekvensgang

KH 120 II har fået en helt ny basenhed, med lavere forvrængning og højere effekt-tolerance. Vi loves en meget hurtig frekvensrespons fra 44 Hz til 21 kHz (+/- 3 dB).

På menuen er også en mere lineær faserespons, en klarere mellemtone og en “forbløffende gennemsigtighed, samt desuden ekstrem nøjagtighed i tidsdomænet …” Dette takket være den indbyggede DSP, i kombination med elektroniske delefiltre, som sammen undgår faseforvrængningen i analoge filtre. Ifølge Neumann kan vi forvente tolerancer ud over frekvenskurven på maks. +/- 0,5 dB. Dét kan vi lide!

Læs også Ekstreme high-end studiehøjttalere klæder musikken nøgen Med Genelec 8361A kan du høre musikken, som den rent faktisk er indspillet. Og med et enormt lydbillede, som man ellers kun får på stadion.

Hvis du køber MA 1-sættet som tillægsudstyr, får du automatisk rumkorrektion. Meget rart for dem, der ikke lige kan overskue rummet, eller har en mindre end optimal placering af højttalerne.

“Selv de bedste studiemonitorer er afhængige af deres akustiske miljø,” forklarer Neumanns daglige leder, Ralf Oehl. “Så at kunne bruge KH 120 II med Neumanns Automatic Monitor Alignment MA 1 er en kæmpe fordel, når det kommer til ydelse i den virkelige verden. Du kan også arbejde med pålidelige referencemonitorer selv i ikke-optimale miljøer, såsom små studier eller provisoriske kontrolrum til mobil optagelse. Men selvfølgelig er KH 120 II også en fremragende løsning til professionelle studier, redigeringsrum og opsætninger beregnet til omsluttende lyd.”

Foto: Neumann

Klasse D

Hvor den originale KH 120 bruger klasse AB-forstærkning, har Neumann brugt klasse D i KH 120 II. De hævder, at det skyldes bæredygtighed, fordi forstærkerne bruger mindre energi. Nærmere bestemt 17 watt, når den ikke er i brug.

Almindelige forbrugere vil nok synes, det virker højt, men for fagfolk, der er afhængige af helt stabil ydeevne, skal elektronikken holdes på en konstant arbejdstemperatur, også når højttalerne ikke er i brug. Hvis du stadig ønsker det, kan du aktivere auto-standby, hvilket reducerer forbruget til 0,3 watt.

I fuld drift kan forstærkerne levere op til 145 watt til den 5,15″ store basenhed, og 100 watt til diskanten.

KH 120 II har både analoge og digitale indgange (SPDIF), og du kan vælge en version med AES67 netværksporte, der understøtter udsendelsesstandarderne ST 2110, ST 2022-7 og RAVENNA. KH 120 II AES67 er også kompatibel med DANTE.

Neumann KH 120 II er også tilgængelig med AES67 netværksoverførsel. Foto: Neumann

Neumann KH 120 II: Pris og tilgængelighed

Studiemonitorerne Neumann KH 120 II kan allerede bestilles; den forventede leveringstid er i begyndelsen af juli. Prisen er ca. 6.700 kroner pr. stk.

PS: Er du interesseret i Neumann, kan vi glæde dig med at vi har fået storebrødrene KH 150 hjem til test, med subwoofer og rumkorrektion. Watch this space!

Mere info: neumann.com

<
>
Mikrofon er ekstraudstyr. Foto: Neumann
Les videre
Exit mobile version