Den skotske højttalerproducent Fyne Audio er klar med en ny, forfynet version af deres populære F500-serie. Den nye S-version af de tre højttalere er blevet opgraderet med en række teknologier fra de dyrere serier. De har desuden fået finish i ægte træfer, men uden at det kan ses på prisen, der er den samme som på de gamle F500-modeller.
Fundamentet i Fyne Audio F500S-højttalerne er den såkaldte IsoFlare-teknologi. Altså koaksial-enheder efter samme opskrift, som Tannoy i sin tid blev kendt for. Stifterne af Fyne er ikke for ingenting tidligere Tannoy-ingeniører.
Diskantenteden, der er en 25 mm magnesium-dome, er placeret centralt i polstykket på bas/mellemtone-enheden. Formålet er at få al lyd til at udgå fra ét enkelt punkt. Det giver nogle ubestridelige fordele i form af et mere præcist stereoperspektiv. Noget som vi også bemærkede i testen af den mindre Fyne Audio F5E, der tidligere på måneden vandt vores pris som årets bedste kompakthøjttaler i budgetklassen.

Teknologi fra topmodellerne
Ud over den nævnte IsoFlare-koaksialenhed byder S-serien på en række andre Fyne-specialiteter. Det gælder det særlige, rillede kantophæng, kaldet FyneFlute, der med sin variable geometri effektivt skulle skabe en renere og mere præcis gengivelse.
Højttalernes integration i rummet skal også være lettere takket være BassTrax, der er en rundstrålende basrefleksport i bunden af kabinettet. I følge Fyne skulle dette gøre det lettere at placere højttalerne tæt på vægge. Højttalerne har desuden fået en justerbar mellemtonekontrol, der giver mulighed for at trimme lyden i området 2,5–5,0 kHz med ±3 dB.
Tre modeller til ethvert rum
Serien består af tre modeller, der dækker behovet fra den lille mandehule til det store stadsstue:
Den mindste i serien er F500S, en kompakt højttaler, der med sin 6″ IsoFlare-enhed lover klar diskant og en overraskende dyb bas. Den er perfekt til hylden og koster 7.900 kroner pr. par.
Til små og mellemstore rum er der F501S (artikelbilledet), som er en slank gulvhøjttaler i 2,5-vejs konstruktion med en ekstra 6″ basenhed. Den har en pris på 14.900 kroner parret.
Til de større stuer er der topmodellen, F502S, der er udstyret med to 8″ enheder, hvoraf den ene er en IsoFlare-koaksialanhed. Den har en pris på 20.900 kroner pr. par.
Alle modeller leveres i ægte træfinér (valnød/sort eg) eller højglans sort finish.
