Fold en legendarisk højttaler til din iPhone

Tag din iPhone og tilsæt lidt Jørgen Clevin. Vupti så har du fantastisk mobillyd!

Mange hi-fi-elskere har et blødt punkt for JBL’s klassiske højttalere fra før dengang verden gik af lave. 40 år gamle monitorhøjttalere sælges til priser, der langt overgår nyprisen.

Den mest berømte, som samtidig er en af de sjældneste, er JBL Paragon – et kæmpemæssigt trevejs stereo-hornsystem sammenbygget i et 2,5 meter bredt og 350 kg tungt møbel.

Det er svært ikke at mærke et sus af nostalgi ved giganten, som blev fremstillet fra 1957 til 1983. Det fortælles blandt andet om Paragon-systemet, at der ikke eksisterede officielle arbejdstegninger til systemet. Møbelsnedkerne hos JBL havde målene i hovedet, og hver enkelt del blev tilpasset individuelt, hvorfor man heller ikke kan bytte et stykke af kabinettet fra ét Paragon-system til et andet.

Foldet i papir
Hvis du kan nøjes med et lidt mindre sus, der ikke fylder stuen og tømmer bankkontoen, er iHorn Paragon måske sagen. Det er en vellignende kopi i miniaturestørrelse, fremstillet i karton. Den fungerer som akustisk forstærker for lyden fra en mobiltelefon, som placeres i en holder på toppen.

iHorn Paragon er beregnet til iPhones, men da holderen angiveligt passer med alle modeller fra 4 til 6 Plus, kan man sandsynligvis også bruge den med de fleste smartphones af nogenlunde normal størrelse – så længe de har højttaleren placeret i bunden.

iHorn Paragon leveres usamlet!

Man skal ikke vente samme tordnende lydtryk, som den ægte vare, men papirhornet, som man selv skal folde ud fra de falsede og perforerede ark, vil nok give en vis akustisk forstærkning. Og en god portion opmærksomhed.

iHorn koster 2.980 Yen (ca. 165 kroner) på Ikeda Products hjemmeside.

Et ægte Paragon-system sælges typisk for omkring 100.000 kroner, når de fra tid til anden dukker op.

Sådan var JBL Paragon opbygget. Men der eksisterer ikke officielle arbejdstegninger. Det hele blev lavet i hånden.

 

Les videre
Exit mobile version