En lang, rund lydstang fra Libratone

Danske Libratone, som har specialiseret sig i trådløse designhøjttalere, vil gerne give hjemmebiografen lidt rundere hjørner.

Soundbars er blevet en populær måde at få bedre lyd på det flade fjernsyn. Men de firkantede, sorte lydstænger pynter ikke nødvendigvis. Det vil Libratone gerne lave om på. Libratone Diva er angiveligt den første runde soundbar på markedet.

“Der er ingen grund til, at stor lyd ikke kan være visuelt tiltrækkende. Med afsæt i den tankegang har vi designet en kvalitetshøjttaler med unisex-appel, som passer ind i moderne boligindretning,” siger Jan McNair, som er vicedirektør i Libratone.

Soundbaren kan fjernbetjenes med den medfølgende fjernbetjening, som desuden kan lære de infrarøde signaler til stuens øvrige apparater, så det hele kan betjenes samlet. 

Via den gratis Libratone-app kan man vælge de lydprofiler – såkaldte voicings – som man foretrækker til forskellige musik- og filmgenrer. Spotify Connect og HTC Connect sikrer strømlinet integration med trådløse enheder og playlister. Diva understøtter let forbindelse via NFC.

Takket være AirPlay og DLNA kan brugere streame musik fra smartphones og tablets gennem et Wi-Fi-netværk – eller streame direkte med Bluetooth 4.0 i aptX cd-kvalitet. Der er desuden optisk digitalindgang.

For at sprede lyden i rummet har Diva indbyggede reflektorer, formet som muslingeskaller. Det giver angiveligt en lydoplevelse, der matcher billedet i højden.

Libratone DIVA yder en total effekt på 225W: 1 x 75 W til den fælles 5″ basenhed, 2 x 50 W til de to 3″ mellemtoneenheder og 2 x 25 W til de to 1″ bånddiskanter

Libratone Diva måler 98,8 cm i bredden, 15,8 cm i højden og 10 cm i dybden. Vægt: 5,5 kg.

Pris og tilgængelighed:
Diva-soundbaren leveres med “Pepper Black” uldcover. Ekstra covers sælges separat i en et udvalg af farver. Prisen er 5.995 kr, og højttaleren kan købes fra oktober.

Les videre
Exit mobile version