Det er 10 år siden, at franske Devialet overraskede os med sine ægformede Phantom-højttalere. Nu kommer den seneste opfølger – Phantom Ultimate – med bedre lyd, smartere tilslutninger og det samme overjordiske udseende.
To kraftfulde modeller
Phantom Ultimate-serien består af to højttalere: en kraftfuld 108 dB-model, der koster 25.990 kroner stykket, og en mere kompakt 98 dB-variant til 11.990 kroner stykket. Begge modeller fås i farvevarianterne Deep Forest eller Light Pearl, mens den største også fås i en eksklusiv Opéra de Paris-version til 30.990 kroner. Denne ligner den tidligere Gold Phantom i farve og udseende.
Den største model kan spille ned til utrolige 14 Hz – pænt under grænsen for, hvad det menneskelige øre kan høre, men inden for det område, som kroppen kan mærke rent fysisk. Dette er takket være Devialets egenudviklede HBI-teknologi (Heart Bass Implosion), som giver en basgengivelse, man normalt kun finder i langt større højttalere.
Avanceret teknologi
Under motorhjelmen er der flere avancerede Devialet-teknologier. ADH-teknologi (Analog Digital Hybrid) lover at kombinere præcisionen fra en analog klasse A-forstærker med kraften og effektiviteten fra en digital klasse D-forstærker.
Phantom Ultimate 108 dB har en imponerende forstærkereffekt på 1.100 watt. Dette er stadig en nedskalering fra den første Gold Phantom med sine 4.500 peak-watt, hvis det da ikke blot er en anden måde at opgive effekt på. Lillebror på 98 dB må nøjes med 400 watt. Begge modeller understøtter højopløst lyd op til 32-bit / 96 kHz, hvilket skal sikre, at selv de mindste detaljer i musikken kommer til deres ret.
Journalistens egne erfaringer med tidligere Phantom-modeller giver anledning til store forventninger. De har nemlig en tendens til at levere imponerende kraftfuld lyd fra de små kabinetter. Da jeg testede Phantom I 103 dB, beskrev jeg lyden som »med stor gennemsigtighed og en opløsning, der er få forundt«, med en bas, der føltes som »et slag i ansigtet«. Og det står jeg stadig ved.
Moderne tilslutninger
Phantom Ultimate drives af Devialets nye DOS3-software, som lover en væsentligt mere stabil tilslutning end tidligere modeller. Ikke at jeg kan huske, at det har været et problem. Under alle omstændigheder får du her Wi-Fi-forbindelse med AirPlay, Google Cast, Spotify Connect og Tidal Connect, og de særligt interesserede kan nyde UPnP. For dem, der ikke går op i den slags og bare vil have det enkelt, er der Bluetooth 5.3.
Højttalerne har fire touch-knapper på toppen for nem betjening, og en app giver dig mulighed for at justere indstillingerne og opdatere softwaren. App’en har også en seksbånds grafisk equalizer og tre forudindstillinger til musik, film og podcasts.
Større lyd i stereo
Baseret på tidligere tests af Phantom-højttalere er der ingen tvivl om, at to højttalere i stereo giver den bedste oplevelse. »Man kan selvfølgelig godt nøjes med at købe og bruge én højttaler. Men jeg synes, det er spild.« Sådan skrev jeg i min anmeldelse af Phantom I 103 dB.
Med stereoparring voksede lydbilledet og blev stort og transparent, hvilket klædte den vanvittige dynamik. Det betyder også, at prisen fordobles til næsten 52.000 kroner for et komplet setup med den største model – eller næsten 62.000 kroner, hvis du vil have den forgyldte Opéra de Paris-udgave. Der er med andre ord nogle overvejelser, man skal gøre sig her.
For moderne entusiaster
Devialet Phantom Ultimate er ikke for hvem som helst – hverken når det gælder udseende eller pris. Men for lydentusiaster med en solid økonomi og sans for futuristisk design kan dette være det perfekte valg. Især hvis du er på udkig efter imponerende bas og højt lydtryk fra højttalere, der ikke dominerer rummet visuelt.
Højttalerne er allerede tilgængelige på devialet.com og hos autoriserede forhandlere.
Mere info: devialet.com
