Whisky-udgave af Linn LP12

Spirituøst samlerobjekt: Jubilæumsudgaven af Linns klassiske pladespiller er bygget af whiskyfade, og fremstilles i bare 40 eksemplarer.

lp12 with hp

Linn fejrer sit 40-års jubilæum med en helt særlig udgave af LP12-pladespilleren. Limited Edition Sondek LP12 laves i blot 40 eksemplarer. Kabinettet er bygget af egefade, som har været brugt til lagring af whisky. Nærmere bestemt Highland Park fra Orkneyøerne.

For at det ikke skal blive ved duften, medfølger der en 40-års single malt whisky med pladespilleren. Whiskyen er forsvarligt emballeret i en præsentationskasse. Man får også et whiskyglas med Linns logo på.

Pladespilleren leveres med en Kandid-pickup, monteret på en Ekos SE-arm, med Keel-plint og inderchassis, imens strømforsyningen er Linns Radikal. Der medfølger også med en Ulrika RIAA-forstærker, så grammofonen kan bruges på anlæg uden indbygget pladespillerindgang.

Jubilæumsmodellen kan bestilles gennem lokale Linn-forhandlere. Men man skal både være hurtig og velbeslået, da prisen på Limited Edition-modellen er 25.000 engelske pund. Inklusiv whisky.

Linn blev grundlagt i 1973 af Ivor Tiefenbrun, i Glasgow, Skotland. Linn fremstillede i mange år alene pladespilleren LP12. Senere kom forstærkere og højttalere til. Cd-spillere holdt Linn sig fra i en årrække, da Ivor Tiefenbrun mente, at cd-formatet lød elendigt. Linn gav sig dog omsider i 90’erne, hvor firmaet stod bag en af de bedste cd-spillere gennem tiderne, Sondek CD12.

I dag er produktionen af cd-spillere ophørt til fordel for medieafspillere, og netværksafspillere, men pladespillere producerer de fremdeles.

Læs videre
Exit mobile version