High End 2019

Thorens genopliver klassiker

Den ikoniske TD-124 er pladespilleren, der skabte Thorens.

(Foto: Producent)

En pæn brugt Thorens TD-124 er retro-entusiasternes våde drøm. Pæne eksemplarer er ikke på brugtmarkedet i lang tid, og ligesom ældre pladespillere fra bl.a. Garrard, EMT og Technics er det fuldt ud muligt at få forbløffende god lyd ud af de gamle grammofoner.

Efter ørkesløs vandring med meget vaklen og mange middelmådige pladespillere har Thorens fået nyt liv under nye ejere. De er begyndt at rydde op i kataloget og har genoplivet klassikere som TD-147, TD-160 – og nu TD-124.

(Foto: Lasse Svendsen)

Denne pladespiller så dagens lys midt i 1960’erne og blev hurtigt en favorit blandt audiofile. Den var længe selve symbolet på Thorens-kvalitet, og som alle ikoner blev den skamløst kopieret af andre producenter.

TD-124 er ikke svær at finde på brugtmarkedet, men pæne eksemplarer går for skyhøje priser, alderen taget i betragtning. Men nu kan man snart købe en helt ny udgave af TD-124.

(Foto: Lasse Svendsen)

Pladespilleren er lavet fra bunden, og Thorens måtte få lavet nye værktøjer for at genskabe TD-124, da det er så længe siden, den gik ud af produktionen, at der ikke var nogen af de originale værktøjer tilbage.

Den moderne udgave af TD-124 er en direkte drevet version med en genskabt TP25-tonearm og kan fås med en helt ny Thorens-pickup. Udviklet til dem af Audio-Technica.

(Foto: Lasse Svendsen)

Meget af det mekaniske er opgraderet i forhold til originalen, og armens tolerancer er langt bedre, end de engang var.

Pladespilleren skal være ekstremt stabil og bedre til at “sluge” resonanser med bl.a. et forbedret ophæng, en massiv pladetallerken og væsentlig bedre strømforsyning.

(Foto: Lasse Svendsen)

Selv om designet er noget nær en eksakt kopi af originalens, er det tekniske ikke alene moderniseret, det er også bedre end nogensinde ifølge Thorens.

TD-124 vil ikke blive lavet i voldsomt mange eksemplarer, så de, der gerne vil sikre sig en, bør snarest kontakte den nærmeste hi-fi-butik, der fører Thorens, for mere information om pris og tilgængelighed.

(Foto: Lasse Svendsen)
Les videre
Exit mobile version