NYHED

Rega lancerer Planar 10

Regas bedste pladespiller fornyes.

Den er helt ny. Alt på Regas flagskib Planar 10 er beregnet på at overgå den udgående RP10 på alle måder. Pladespilleren er bygget op omkring et nyt letvægtschassis med en helt ny RB3000-tonearm, og den fås med og uden den nye MM-pickup Apheta 3.

Den lette ramme er en sandwichkonstruktion med en kerne i et polyurethan-materiale kaldet Tancast 8, som er lamineret med et bund- og et toplag og forstærket med en keramisk ramme over og under.

Med andre ord en mere avanceret konstruktion end Planar 8, som vi testede for nylig.

(Foto: Rega)

Indertallerkenen er specielt tilpasset pladetallerkenen i hvid keramik for maksimal kontaktflade, og meget af den teknologi, der er anvendt, er hentet fra Regas Naiad-projekt, en specialbygget pladespiller til 300.000 kroner (!). Bl.a. det nye ophæng til 24 volts motoren, der er monteret fra undersiden og – som det er normalt for Regas dyrere pladespillere – justeret i hånden.

En ny P10-strømforsyning er lavet specielt til Planar 10 og følger med grammofonen.

(Foto: Rega)

Ny tonearm

Det nye tonearm med armrør i ét stykke skal have et ophæng, hvor tolerancen er bedre end tusindedel millimeter, men den har stadig ikke højdejustering.

Det er nu heller ikke nødvendigt, hvis man vælger Apheta 3 eller en anden af Regas egne pickupper. Apheta 3 har bl.a. en ny og bedre fine line-slibning end Apheta 2 og sælges også separat.

Planar 10 vejer kun 4,7 kilo – lidt usædvanligt i high-end-klassen, hvor mellem 10 og 50 kilo er almindeligt.

(Foto: Rega)

Priserne bliver som følger:

Planar 10 inkl. Apheta 3, 40.000 kr.

Planar 10 uden pickup, 33.000 kr.

Pladespilleren sælges fra medio oktober 2019.

(Foto: Rega)
Les videre
Exit mobile version