Hvis der findes et lydmæssigt behov – uanset hvor smalt – findes der med statsgaranti også en lille metalæske fra Pro-Ject, der kan løse det. Det østrigske firma er kendt for at have en Box til ethvert tænkeligt formål – og også til et par stykker, vi ikke havde tænkt på.
Denne gang giver det dog særdeles god mening. Pro-Ject har nemlig lanceret Pre Box S3, som de selv ubeskedent kalder for den perfekte ”alt-i-en kontrolcentral”. Tanken er at levere en forforstærker, der kan agere bindeled mellem alle dine kilder og et sæt aktive højttalere eller en effektforstærker. Og da vi skriver 2026 i kalenderen, betyder alle kilder heldigvis både de analoge og de digitale af slagsen.

En schweizerkniv i miniature
Selv om kabinettet er i den velkendte, kompakte S3-størrelse, er bagsiden proppet til bristepunktet med stik. På den analoge side finder vi to linjeindgange samt – naturligvis, det er jo Pro-Ject – en dedikeret MM-pladespillerindgang.
Den digitale sektion er dog der, hvor Pre Box S3 for alvor gør sig relevant i en moderne stue. Her er der både optisk og koaksial indgang, USB-C til computerlyd og Bluetooth til den hurtige streaming fra mobilen. Vigtigst af alt er dog inklusionen af en HDMI eARC-port, så lyden fra fjernsynet kan styres direkte med TV-fjernbetjeningen. Det betyder, at stereoanlægget kan bidrage til god lyd på TV’et – og på en måde, der ikke kræver en ingeniøruddannelse for at bruge.
Også til hovedtelefonerne
På udgangssiden er der også tænkt på det meste. Der er variable udgange til effektforstærker eller aktive højttalere, en fast linjeudgang (hvis du mod forventning stadig optager på bånd?) og en dedikeret subwoofer-udgang, så du kan få lidt bund i lyden. Fronten prydes af et 6,3 mm jackstik, så Pre Box S3 også kan dublere som hovedtelefonforstærker.
Som noget nyt i denne prisklasse er der desuden tænkt på custom install-markedet med både 12V trigger og RS232-styring, så forstærker og andre komponenter uden betjeningsknappr på fronten kan gemmes væk i et skab og stadig tænde og slukke sammen med resten af systemet.
Pre Box S3 er designet og håndbygget i Europa og er tilgængelig nu. Den fås i sort eller sølv, og den vejledende europæiske pris er sat til 599 Euro, hvilket vi kan forvente oversat til en dansk pris i omegnen af 4.500 kroner.
