Pro-Ject E1.2 pladespiller: Når det enkle er det bedste

Den nye Pro-Ject E1.2 på indstigningsniveau er en pladespiller, der går imod strømmen. Det hele handler om lyd - ikke Bluetooth og USB.

Pro-ject E1.2-Header.jpg

(Foto: Pro-Ject)

Den remdrevne Pro-Ject E1.2-pladespiller er prisvenlig, men har mekaniske løsninger, som tidligere var forbeholdt dyrere modeller. Med fokus på bedre lyd frem for digitale tilslutningsmuligheder henvender Pro-Ject sig til vinylentusiaster, der ønsker, at vinyl skal være vinyl.

(Foto: Pro-Ject)

Bedre tallerken giver mere stabil lyd

En af de største opgraderinger i forhold til forgængeren er plade-tallerkenen. Hvor E1 havde en tallerken af plast, har E1.2 nu en tallerken af støbt aluminium, som vejer 730 gram. Den har også indbygget dæmpning lavet af et syntetisk gummimateriale (TPE), som effektivt reducerer lavfrekvente vibrationer – og dermed reducerer risikoen for feedback, når man spiller dybe bastoner.

Pladetallerkenen roterer på en rustfri stålaksel i et bronzeleje, hvilket giver en jævn rotation og minimerer den mekaniske støj. Stabil hastighed og mindre forvrængning under afspilning, altså.

Pro-Ject E1.2 bruger et godt gammeldags remtræk. (Foto: Pro-Ject)

Manuel betjening for ren lyd

I modsætning til mange andre pladespillere i denne prisklasse er E1.2 bevidst designet uden Bluetooth, USB-forbindelse eller en indbygget forforstærker. Det er et bevidst valg for at fokusere ressourcerne på de dele, der direkte påvirker lydkvaliteten.

Hastighedsvalget mellem 33 og 45 o/min sker elektronisk med et tryk på en knap, hvilket gør afspilleren mere brugervenlig end modeller, hvor man skal flytte drivremmen manuelt.

Pickuppen er af typen Pick-it MM E og er kalibreret på fabrikken. (Foto: Pro-Ject)
Læs også Nyhed: Pro-Ject Peanuts pladespiller Smil til fansene.

Justeringsfri og klar til brug

Tonearmen og pickuppen er fuldt samlet og justeret på fabrikken. Den 8,6 tommer lange tonearm i aluminium har et kardanleje, som er et avanceret ophæng, der gør det muligt for armen at bevæge sig meget præcist både op/ned og sidelæns for at opnå den bedst mulige sporing og lydgengivelse. Pickupbeslaget er kulstofforstærket for ekstra stivhed.

Den 730 gram tunge aluminiumsplade med TPE-gummidæmpning giver stabil og resonansfri afspilning. (Foto: Pro-Ject)

Pick it MM E-pickuppen har en konisk nålespids og bruger en miniaturiseret neodymmagnet til præcis sporing. Alt sammen for at brugeren ikke skal foretage komplicerede justeringer for at få en god lyd.

Chassiset er lavet af et solidt kompositmateriale uden hulrum, hvilket minimerer resonans og giver et stabilt fundament for afspilning.

(Foto: Pro-Ject)

Bygget til at holde

En god detalje er Pro-Jects løfte om, at der vil være reservedele til rådighed i mindst 25 år. Det står i skarp kontrast til meget af nutidens elektronik, som må smides på lossepladsen, hvis noget går i stykker, efter at garantiperioden er udløbet.

Læs også Guide: Hi-Fi Skolen del 3 – Signalkilder I tredje del af Hi-Fi Skolen ser vi på de analoge signalkilder: Pladespiller, radio og båndoptager.
(Foto: Pro-Ject)

Pro-Ject E1.2: Pris og tilgængelighed

Pro-Ject E1.2 fås i højglans sort, mat hvid eller valnøddefinér. Alle modeller inkluderer et støvlåg, en filtmåtte og en adapter til single plader med et stort hul.

Pladespilleren er håndlavet i Europa og koster 329 euro. Den danske pris vil dermed sandsynligvis ende på godt 2.500 kroner. Nogle markeder har allerede sat afspilleren til salg, så vi forventer, at den kommer her til landet inden længe.

Mere info: project-audio.com

Læs videre
Exit mobile version